Et defensorat for den danske socialdemokratiske velfærdssat

Ved første øjekast ligner det så mange andre faglige småskrifter af den slags, hvori det akademiske etablissement diskuterer forsøgsresultater og kilder, opstiller faglige hypoteser og giver videnskabelige tolkninger - men pas på. Sådan et skrift er det ikke.

Lektor Vagn Oluf Nielsen fra Lærerhøjskolens institut for humanistiske fag er ganske klar over, at hans fremstilling ligger uden for de vanlige rammer for en faglig publikation fra en højere læreanstalt. Allerede på omslaget anfører han: Et samfundsfagligt emne med problemstilling - et synspunkt blandt andre.

Skriftet er tænkt som et bidrag til lærerens forberedelse af undervisningen i samfundsfag og historie eller som en del af tekstgrundlaget i en studiekreds - og det er rimeligt nok, så længe det ikke står alene og uimodsagt. For Vagn Oluf Nielsen er den danske velfærdsmodel nemlig lidt af et nationalt klenodie. Han er ikke i tvivl om, hvem der har æren for dets tilblivelse: 'Påstanden om, at velfærdssamfundets udformning og udvikling var tilfældig, er simpelthen absurd. Der var i høj grad tale om et socialdemokratisk projekt.'

At mellemkrigsårenes humanister, kulturradikale og kommunister ydede deres væsentlige bidrag til at løfte tanken om social solidaritet op over arbejderbevægelsens tryghedstænkning, hører vi næsten intet om. I denne fremstilling er velfærden et social- og folkeskolepolitisk anliggende styret og inspireret af Socialdemokratiet.

At den vil overleve, er forfatteren ikke i tvivl om. Man tror ham gerne, når han formulerer det på denne måde: 'Ti år med borgerlig regering (1982-92) og en bølge af liberalistisk, markedsøkonomisk tænkning over hele verden har hidtil ikke formået at rokke grundlæggende ved den danske velfærdsmodel. Dertil har arbejderbevægelsen været for velkonsolideret og befolkningen for godt vant!' De kommende årtiers fornyelse handler ikke om sociale nedskæringer eller indskrænkninger af velerhvervede demokratiske rettigheder, mener han, men tværtimod om at udvide demokratiet til også at omfatte det økonomiske område. For den, som husker bryggeriet Stjernen, har fulgt med i A-pressens økonomi og oplevet de (af Landsorganisationen elskede) centrale fondes rolle i det tvivlsomme spil omkring Hafnia-krakket, er det lidt af en skrækvision.

Når den sidste side af Vagn Oluf Nielsens veldisponerede og tørt velskrevne partsindlæg er vendt, sidder denne læser tilbage med en fornemmelse af, at det burde være Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF), ikke Danmarks Lærerhøjskole, der stod for udgivelsen.

I det mindste kunne AOF nemt have givet den lille bog et mere professionelt grafisk snit, end det er lykkedes for Danmarks Lærerhøjskoles repro, som laver de besynderligste orddelinger inde midt på tekstlinierne.