Anmeldelse

SS – en historisk advarsel

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den tyske historiker Guido Knopp og hans medarbejdere har skrevet en vigtig og vægtig bog om Hitlers elitære organisation SS, »Schutzstaffel« lig med beskyttelsesafdelingen.

Bogens titel hentyder til, at nazisternes brutale folkemord på kommunister, socialdemokrater, slavere, zigøjnere og først og fremmest jøder er en advarsel til nutidens mennesker, for de allerfleste i SS var »helt almindelige mennesker«, som blev kyniske forbrydere, fordi en kriminel stat opmuntrede dem til det. »Alle er i risikogruppen, når en kriminel stat nedbryder skrankerne mellem ret og uret«. Holocaust ville ikke kunne finde sted i en fri stat med demokrati og menneskerettigheder. Det er bogens budskab, og historiske folkemord efter 1945 underbygger budskabet, for eksempel Pol Pot-styret i Cambodia, begivenhederne i Bosnien og Kosovo og folkemordet på tutsierne i Rwanda for ti år siden.

Bogen er inddelt i seks kapitler, som handler om magtkampen mellem SA og SS, om Heinrich Himmlers og Reinhard Heydrichs brutale og kyniske terror og deres bidrag til »Endlösung« af det jødiske spørgsmål, om de særlige SS-enheder »Totenkopf«, der især leverede vagtmandskab til koncentrations- og udryddelseslejrene, og »Waffen-SS«, som gjorde kamptjeneste inden for hæren og udgjorde kernen i de berygtede »indsatsgrupper«, som myrdede løs på civilbefolkningen i de erobrede områder. Endvidere om flygtede SS-folks virke efter anden verdenskrig, om deres hjælpere og om jagten på dem.

Alle lærere bør vide noget om holocaust, og bogen er en solid indføring i SS og nazisternes kyniske udryddelse af politiske, etniske og sociale modstandere. Med dens mange detaljer og citater fra øjenvidner kan den virke lidt tung og omstændelig, men forfatternes grundighed og store viden er anstrengelserne værd. Det er rigtigt, at holocaust aldrig må glemmes.