Forældres alkoholproblem er tabu

Over 200.000 børn vokser op i familier med alkoholproblemer. Ofte kender lærerne til problemet men reagerer ikke på grund af berøringsangst, fortæller SSP- og alkoholkonsulent. Fra i dag sætter kampagnen 'Når mor og far drikker' fokus på problemet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kampagnen, som vil køre i adskillige medier samt alle landets kommuner, skal forsøge at skaffe bedre vilkår til de danske børn, der i dag er en del af en familie med alkoholproblemer og ikke modtager tilstrækkelig støtte. For en stor del af børnene fører forældrenes alkoholproblemer til et dårligt børneliv, men ofte også til problemer langt ind i voksenlivet med stor risiko for selv at havne i et alkoholmisbrug.

Børnene er ofte alene med deres bekymringer, og kun sjældent er der hjælp at hente i skolen, hvor lærerne ikke tør røre ved forældrenes alkoholproblemer.

Tabu om emnet blandt lærere

Christina Lindberg er lærer og SSP-koordinator på Alsønderup Skole i Hillerød. Samtidig fungerer hun som 'alkoholnøgleperson' i kommunen, og ifølge Christina Lindberg er det er en blanding af tabu omkring det, at der drikkes, og en håbløshed over for, hvad man egentlig gør, der er den første barriere, lærerne skal over.

"Der er rigtig meget tabu forbundet med det. Lærerne ved jo godt, hvis en familie har alkoholproblemer, men det blander de sig ikke i. Der er åbenhed om, at man ved det, men samtidig er der ikke nogen, der gør noget ved det. Lærerne ved ikke, hvad de skal gøre, hvem de skal henvende sig til, og hvordan de tager samtalen", siger Christina Lindberg.

Hun mener, at hendes vigtigste opgave som alkoholnøgleperson er at gøre alkoholproblemer til noget legalt at tale om - både for lærere, forældre og ikke mindst børnene. For når problemet først er blevet italesat, så ruller møllen.

"Man bliver nødt til at handle på det, når man har taget hul på bylden. Det tror jeg holder mange lærere tilbage, for så skal de i gang med de sociale myndigheder. Det er en stor mundfuld, og derfor vælger mange at lukke øjnene og håbe på, at det nok skal gå", siger hun.

Børnene er lettede

Christina Lindberg forklarer, at mange af de børn, hun har talt med, gerne vil dele deres tanker med hende, og at de egentlig ikke har brug for respons, men mere en person, der er åben om forældrenes alkoholmisbrug og ikke har noget følelsesmæssigt i klemme.

"Den reaktion, jeg får mest, er, at børnene er utrolig glade for, at nogen har set dem. De har gået og været kede af det i mange år, og alle har godt vidst, at forældrene havde et alkoholproblem. Men der er aldrig nogen, der har spurgt hvorfor", siger Christina Lindberg.

Hun oplever også, at børnene bliver frustrerede over, at hun bliver nødt til at gå videre med det. Men de kommer tilbage og er taknemmelige.

"I starten er de meget lettede over at få en at snakke med. Så kommer der en periode, hvor de er utrolig sure. Det er, når de opdager, at der er nogle af de her ting, vi bliver nødt til at gå videre med. Så bliver de kede af det, frustrerede og bange. Men den går over, og så kommer de tilbage igen", siger Christina Lindberg.

Søndag den 1. marts klokken 19.00 sender DR2 det første af fire programmer i dokumentarserien 'Når mor og far drikker'. Der kommer også en dvd til daginstitutioner og skoler med fokus på, hvordan pædagoger og lærere kan tage den vigtige samtale med forældrene ved mistanke om alkoholproblemer i hjemmet.

Se mere på www.naarmorogfardrikker.dk