Lærer Jan Lund har arrangeret bustransport og indkvartering til ukrainske flytninge

Lærer henter ukrainske flygtninge til Helsingør

Lærer på Skolen i Bymidten i Helsingør har arrangeret bustransport fra Polens grænse til Danmark på torsdag og skaffet overnatning til ukrainske flygtninge via kommunen.

Publiceret Senest opdateret

Lige siden billederne af syriske flygtninge på en dansk motorvej ramte lærer Jan Lund, har han været klar til at række ud og gøre en forskel, når en krise opstod.

Derfor var han ikke i tvivl om, at han måtte gøre noget, da han så, hvor mange der forlader krigshærgede Ukraine.

”Jeg har gået og grublet over det et par dage. Med de ukrainske flygtninge er det håndgribeligt at køre derned og så finde et sted, de kan bo her i Danmark. Derfor skrev jeg til Helsingørs borgmester Benedikte Kiær, og hun svarede positivt tilbage på mailen”, siger Jan Lund, som er lærer på Skolen i Bymidten i Helsingør.

Benedikte Kiær (K) sendte kontaktinformationer til organisationen Help Ukraine Denmark til Jan Lund, og derfra fik han en meget travl lørdag.

”Det gik så hurtigt. Der er et lokalt busselskab, som vil køre derned og hente flygtningene gratis, og vi har fået lavet aftaler om indkvartering via kommunen. Jeg har fået kontakt til grænsevagter, og vi har fået en tolk med. Det handler om at finde en måde at gøre det på, hvor flygtningene er trygge”, siger han.

Jan Lund har brugt sociale medier, hvor flygtninge har kunnet tilmelde sig til opsamling på bussen.

”Jeg ville gerne selv afsted på den første tur, men af praktiske årsager kan jeg ikke komme afsted denne gang”, siger han.

Han regner dog ikke med, at det er den sidste gang, han er med til at hente flygtninge fra Ukraine til Danmark. Et privat firma har netop meddelt ham, at de vil støtte projektet med 2,5 millioner kroner.

”Målet er, at der kommer flere afgange, så vi kan hjælpe flere, end der kan være på den første bus”, siger han.

Han underviser i samfundsfag, dansk og historie i udskolingen og har tænkt sig at bruge erfaringerne på en eller anden vis i undervisningen.

”Det passer så godt sammen med folkeskolelovens formål, hvor folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Det handler om ligeværd, åndsfrihed og demokrati. Jeg agerer jo netop efter det”.