Grøntsager skal bages eller koges eller…
Ny forskning viser, at bagning i ovnen er den sundeste måde at tilberede grøntsager på. Ved at koge, bage og stege 20 forskellige grøntsager har amerikanske forskere fundet frem til, at indholdet af antioxidanter svandt mest ved kogning.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Til gengæld blev flest muligt af de sunde stoffer bevaret ved dampning i ovnen.
Men ifølge kandidat i Human Ernæring ved Suhr's Videnscenter Preben Vestergaard Hansen, er det for entydigt at opstille regler for, hvordan grøntsager skal tilberedes - især fordi det først og fremmest bør være en smagssag.
"Det vigtigste er, at folk begynder at spise mere frugt og grønt. Kun 16 procent af danskerne opnår den anbefalede mængde grønt om dagen. Langt de fleste sunde næringsstoffer forsvinder ikke ved hverken stegning, kogning eller dampning, så længe man gør det med omtanke," siger Preben Vestergaard Hansen til Berlingske-koncernens magasin Fri.
Varier madlavning
Ernæringseksperten mener, at det først og fremmest handler om at variere madlavningen.
"Vi skal væk fra at tilberede grøntsagerne, som man gjorde i gamle dage, hvor morfar skulle have sine blomkål og gulerødder helt udkogte. Det vigtigste er, at grøntsagerne tilberedes al dente," siger Preben Vestergaard Hansen.
Det er især indholdet af vitamin C, som vi i høj grad får fra grøntsagerne, der mindskes, hvis tilberedningen er for hård. Det bedste, man kan gøre, er derfor at dampe, koge eller stege grøntsagerne så skånsomt så muligt.
Genbrug vandet
Hvis man vælger at koge grøntsagerne, skal man kun bruge ganske lidt vand, så færrest mulige næringsstoffer trænger ud i væsken. Det kan derfor også være en god idé at ty til det gamle husråd om at genbruge kogevandet til en sovs til maden.
Preben Vestergaard Hansen foreslår, at man varierer, hvordan grøntsagerne indtages ved at skifte mellem sammenkogte retter, wokretter, ovnbagte grøntsager, salater og råkost.