Susan fra Givskud Zoo pryder en kort pædagogisk artikel om psykologi blandt aber på evolution.dk

Gratis undervisningsmaterialer om abemoral og livets oprindelse

I anledning af, at det i år er Darwin-år lancerer Aarhus og Københavns Universiteter et site om livets udvikling. Samtidig kommer de folkekirkelige skoletjenester med fire undervisningsforløb om tro og viden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er i dag 200 år siden, at evolutionsteoriens fader Charles Darwin blev født, og det er til november 150 år siden, at han hovedværk 'Arternes Oprindelse' udkom. Det fejres over hele verden.

I Danmark har Københavns Universitet og Aarhus Universitet i samarbejde udviklet sitet evolution.dk. Det er blevet til i et samarbejde mellem over 40 evolutionsforskere fra en lang række forskellige fag, og det er støttet af Forskningsrådet for Natur og Univers. Hjemmesiden skal mane myterne om evolutionsteorien i jorden og løbende formidle den nyeste viden om evolution fra forskningens verden.

"Det er som et nyt, kæmpestort evolutionsleksikon. Gratis for alle og skrevet af forskere, der ved, hvad de taler om. Når vi i forskningens verden lærer noget nyt, bliver det med det samme formidlet til evolution.dk", siger leder af evolution.dk, lektor, ph.d., Peter C. Kjærgaard, Aarhus Universitet.

På evolution.dk kan man blandt andet få svar på, om aber har moral, og hvordan sex er opstået.

Og set fra kirkens side

De folkekirkelige skoletjenester og skole-kirkesamarbejder markerer også Darwin-året. I tre gratis undervisningsforløb til folkeskolen sætter de fokus på, om tro og videnskab udelukker hinanden eller om det er to sider af samme virkelighed.

Projektet 'Verden set med to øjne' er for indskolingen, Stykker af himlen er for mellemtrinnet og Dig og mig og Darwin er for overbygningen.