Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Støjen i de enkelte klasserum er et tema, der er blevet fokuseret på de senere år, senest har Folkeskolen sat spot på det.

Den ’dårlige akustik’ er blevet udråbt som synderen, hvilket kun er en del af historien.

Det kræver som bekendt en lydkilde for at tilvejebringe støjen, som i det her tilfælde er en eller flere elever, der taler tilstrækkelig højt.

Hvis vægge og lofter i klasserummet samtidig er lydreflekterende, så kan det samlede ’lydbillede’ opleves som generede støj, hvor lærerens stemme har svært ved at trænge igennem.

Når støjtemaet bringes frem igen og igen, er den klassiske reaktion, at så skal der dæmpes endnu mere, men er det nu også den rigtige beslutning?

Læreren skal ”lyse” på eleven med sin stemme

Et af de virkelig vigtige elementer i kommunikationen mellem lærere og elever, er det, der i akustikkens verden hedder ’god taleforståelighed’. Kan vi forstå, hvad der bliver sagt? I en undervisningssituation er god taleforståelighed altafgørende, for hvis eleverne ikke kan høre/forstå lærerens budskaber, vil der heller ikke kunne blive skabt ro i klassen til at modtage undervisning.

For at tale skal forstås bedst muligt, er det vigtigt, at især konsonanterne bliver tydelige. Vi kender det fra at hviske en sætning, hvor vi faktisk forstår alt, hvad der bliver sagt, og omvendt er det svært at forstå ord, der alene hviler på vokalerne. Forklaringen er, at konsonanterne ligger i det højfrekvente lydområde og vokalerne i et dybere område.

Når man så kombinerer dette med, at højfrekvent lyd er retningsbestemt - lidt som når man lyser med en lommelygte - så skal man altså ”lyse” på den enkelte elev, for at konsonanterne fremstår tydeligt. Det er jo selvsagt en svær opgave, når man underviser en hel klasse.

Placér eleverne som i et teater

Når man som lærer er opmærksom på de akustiske udfordringer omkring taleforståeligheden, er det en brugbar øvelse netop at se på udbredelsen af de vigtige konsonanter, f.eks. ved at sammenligne med den nævnte ”lommelygte”. Hvis man vender ryggen til en eller flere elever, forsvinder disse konsonanter, men hvis man i stedet har øjenkontakt med de elever, man skal nå, og artikulerer tydeligt og langsomt, så øges forståelsen. Bemærk, at det ikke er nødvendigt at tale højere, men snarere kopiere den teknik, skuespillere anvender på en scene, med en lidt overdreven artikulering.

Afstanden fra lærer til elev har også betydning, især hvis man skal ”lyse” på flere elever samtidigt.

En parallel mulighed er at sørge for, at elever der skal modtage kollektiv undervisning, ikke sidder for spredt. Jo mere spredt, jo bredere ”lys”, hvilket er svært at praktisere.

I teorien burde man placere eleverne i V-form, så der ikke er elever, der bruger eleven foran som ”støjafskærmning”.

Jeg spurgte indledningsvist, om det er den rigtige beslutning at dæmpe endnu mere. Svaret er, at når man ukritisk dæmper lyden, mindsker man taleforståeligheden, og lærerens ord bliver uforståelige.

Helt utilsigtet bliver lyden af det talte ord derfor konverteret til "støj", der avler modstøj.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk