Anmeldelse
Fysik/kemi
Atomer og stråling
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ny fysik/kemi 9
Af Ejvind Flensted-Jensen, Henning Henriksen og Poul Thomsen
118 sider, 150 kroner
Gyldendal
Den signalerer ny og moderne bog. Layoutet er smukt, inspirerende og overskueligt. Indholdet kan snarere karakteriseres som forudsigeligt, solidt og omfattende.
Bogen slutter karakteristisk med en diskussion om ja eller nej til atomkraft, men det er snart længe siden, at det var et brændende debatemne i Danmark. Det var dengang, et aktuelt lærebogssystem hed 'Spørg Naturen'.
Skønt det er sparsomt med fornyelsen, er der dog kommet en række eksempler på anvendelse af radioaktive stoffer og ioniserende stråling i hverdagen. For eksempel gøres der rede for røgalarmens virkemåde, og beskaffenheden af dens indhold af radioaktivt stof undersøges. Indholdet er lys og atomer, hvor lysets natur og Niels Bohrs atommodel behandles, derefter kerner og radioaktivitet om kernernes opbygning, kerneprocesser og ioniserende stråling og til sidst kerneenergi, atomalderen og fremtiden. Alle centrale kundskabs- og færdighedsområder er tilgodeset. Men på grund af risikoen ved at omgås radioaktive stoffer og apparaturets pris, der forhindrer indkøb af klassesæt, kommer den praktiske side næsten udelukkende til at bestå i fællesforsøg. Når man tager emnet i betragtning, må niveauet siges at være i orden i 9.-10. klasse. Der er svære passager, som kun de dygtigste kan klare, og læsestoffet er omfangsrigt, men der er jo også noget, som hedder differentiering.
Gunnar L. Clausen