OK24

Efter en tid med stigende energi- og fødevarepriser er der nu penge på vej til de ansatte på statslig overenskomst. 1700 kr. om måneden for en lærer på et privat gymnsiums grundskole med fire års anciennitet.

Det betyder OK24-aftalen:
Ca. 1.700 kr. ekstra om måneden til privatskolelærerne fra 1. april

Dagen efter forliget om rammen for de offentlige overenskomster, viser nye tal, at inflationen igen er steget. Men netop derfor er der i overenskomsten en ekstra sikring mod, at de private lønninger får lov at stikke af fra de offentlige, forklarer lærernes formand.

Publiceret Senest opdateret

Hvis du er lærer på en privatskole med fire års anciennitet, kan du se frem til knap 1.700 kr. ekstra på månedslønnen fra 1. april. 

Det er, hvad lommeregneren viser, når man tager gårsdagens aftale om generelle lønstigninger på 4,83 procent plus en beregnet reguleringsordning på 1,06 procent og regner på en månedsløn på 28.790 kr. 

For det er nemlig rigtig meget af den aftalte lønstigning, der kommer lige med det samme ved overenskomstens ikrafttrædelse. 

Til gengæld vågnede privatskolelærere og alle andre også op i dag til nyheden om et hop i inflationen sammenlignet med før jul. 

"Det er da træls, men vi er meget langt fra den høje inflation, vi så for et år siden", konstaterer Gordon Ørskov Madsen, der som formand for Lærernes Centralorganisation har deltaget i de statslige overenskomstforhandlinger på vegne af både fri- og efterskolelærere, VUC-lærere og de medlemmer af Danmarks Lærerforening, der arbejder på statslig overenskomst.

"Det skal siges, at vi ikke har adgang til at justere lønnen i den offentlige sektor efter inflationen. Det, vi i stedet har krævet, er en parallel lønudvikling med det private arbejdsmarked, hvor lønnen i høj grad forhandles ude på arbejdspladserne og stiger hurtigt, når der er høj inflation", fremhæver Gordon Ørskov.

Ekstra lønopsamling i efteråret 2025

I forvejen har man i mange år haft reguleringsordningen, som sikrer, at de offentligt ansattes løn stiger med 80 procent af den lønstigning, der har været på det private arbejdsmarked i dem forløbne periode. 

Men gårsdagens overenskomstaftale med finansminister Nicolai Wammen (S) styrker yderligere forbindelse mellem lønudviklingen på det private og det offentlige arbejdsmarked:

"Dels har vi aftalt ekstraordinær lønudbetaling i november 2025, hvor vi samler op på en eventuel difference mellem den private lønudvikling og den statslige. Så hvis den høje inflation varer ved eller stiger, og der kommer et lønpres i det private erhvervsliv, så fanger vi det op på den måde. Dels har vi haft en lønindeks, som reguleringsordningen blev beregnet ud fra, der ikke var helt retvisende. Der har Danmarks Statistik udarbejdet et nyt og bedre, som vi er blevet enige med arbejdsgiverne om at bruge, og det vil sikre en bedre parallelitet", forklarer Gordon Ørskov.

Gårsdagens forlig på det statslige område danner også rettesnor for rammen for overenskomstforhandlingerne på de kommunale og regionale områder, som fortsætter i denne uge.