Folkeskolens leder:

Ytringer straffes økonomisk

Elevplaner.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Onsdag i sidste uge nåede sagen om elevplaner nye, groteske højder, da Arbejdsretten idømte lærere i Albertslund, Hillerød og Frederiksberg hver en bod på 1.000 kroner og Frederiksberg Kommunelærerforening en bod på 150.000 kroner. Offentligt ansatte, der siger, hvad de mener, straffes altså økonomisk! Og det i et land, hvor regeringen netop har udsendt en demokratikanon, der slår fast, at det er vigtigt for demokratiet, at borgerne er aktive og bruger deres ytringsfrihed!

Det begyndte på Frederiksberg for et år siden, da lærerne ikke kunne få kommunen til at indse, at den skulle indgå en aftale om tid til elevplansarbejdet. Lærerne protesterede i avisannoncer. De ville gerne udføre elevplaner, fortalte de. Men de ville have tid til det. Helt som det fremgik af en fælleserklæring fra KL og Danmarks Lærerforening, at de havde ret til. Hvis kommunen ikke ville påtage sig sin del af ansvaret, kunne lærerne ikke udføre arbejdet. Såre enkelt og helt logisk.

Protesten virkede. Det strømmede ind med sympatierklæringer fra hele landet, og også i Albertslund og Hillerød var der lærere, der truede med ikke at ville lave elevplanerne. Og på Frederiksberg satte kommune og kreds sig sammen og indgik en aftale.

Protesten havde også en anden positiv virkning: Den satte gang i en bred diskussion, som viste, hvor forhastet og ugennemtænkt Undervisningsministeriets bekendtgørelse om elevplaner er. Diskussionen betød også, at mange kommuner fik strikket lokale fortolkninger sammen, så elevplanerne kan få praktisk værdi i hverdagen, og arbejdet bliver overkommeligt.

Men KL ønskede konfrontationen og forlangte de demokratisk agerende lærere idømt bod for arbejdsvægring. Det er de nu dømt for. Selv om arbejdet blev udført!

»Det svarer jo til, at jeg siger til dig, at jeg vil tage din pung og så ikke gør det. Kan jeg så blive dømt for tyveri? Og lærerne sagde endda, at de gerne ville lave elevplaner, de ville bare have tiden til at gøre det«, lød kredsformand Ane Søegaards kommentar til folkeskolen.dk umiddelbart efter dommen.

Men diskussionen er langtfra overstået, og undervisningsministeren har det sidste halve år haft travlt med at skynde sig langsomt med at finde et fornuftigt landingspunkt - som samtidig ikke bliver for stort et ansigtstab for regeringen. Desværre alt for langsomt.

Arbejdsrettens vanvittige dom kan nemt provokere til ny modstand og lægge gift for den nødvendige dialog.

-th

»Vi skal have fundet en model, som ikke får nogen til at synes, at de spilder deres tid. Derfor har jeg nedsat en arbejdsgruppe om afbureaukratisering af folkeskolen, som netop i denne tid overvejer spørgsmålet om kravene til elevplaner« Bertel Haarder i læserbrev side 26