Anmeldelse

Bananrepublik

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- At synge nationalsangen på forskellige indianske sprog er demagogisk klovneri og en hån mod et nationalt symbol . Sådan fortæller en kontroversiel guatemalansk professor og opinionsdanner i et af denne omfattende bogs cirka 200 interview. Det er en journalistisk og debatskabende beretning, der gennem sine grundigt bearbejdede og alsidige interview, reportager og mange illustrative fotos tegner et kritisk og helt aktuelt billede af den spansktalende del af Mellemamerika.

Fakta:

Titel: Bananrepublik

Forfatter: Christina Guldbrandt, Arne Simonsen

Pris: 228 kroner

Sider: 223 sider

Type: Bog

Forlag: Siesta

Bogen tager fat på en lang række spændende og vedkommende temaer - lige fra racisme, udvandring, undervisning, kvindesyn og ytringsfrihed til oprindelige folk, økoturisme, bistand, frihandel og multinationale selskaber.

Indholdet er på ingen måde undervisningstilrettelagt, og bortset fra nogle få, afsluttende faktuelle oplysninger og kildehenvisninger består det af en fortløbende, tæt skrevet og særdeles informationsmættet tekst. Sproget er dog lettilgængeligt, veloplagt og motiverende at gå til - også for de allermest engagerede elever i folkeskolens ældste klasser.

Hvert kapitel indledes med et kortfattet resume, og sammen med indholdsfortegnelse og et omfattende stikordsregister betyder det, at denne flotte og imponerende udgivelse vil kunne inddrages som en slags opslagsværk i forbindelse med selvstændige projektarbejder om regionen og den internationale dimension.

Bogen kan eventuelt anskaffes til brug for underviserens egen baggrundorientering om regionen, men de efter min vurdering ganske få interesserede elevers direkte efterspørgsel og behov vil kunne dækkes via hjemlån fra folkebiblioteket.