Folkeskolens leder:

Prikket og overflødig

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Det gør bare så ondt. Jeg er rigtig rigtig glad for at være her, og jeg vil ikke slippe mine klasser. Det er jo 'mine børn'!«

Sådan siger den unge lærer fra Silkeborg, som Folkeskolen har fulgt gennem hendes første år i skolen. Et år, hvor hun har oplevet god ledelse, fantastisk støtte fra sine kolleger, søde elever og samarbejdsvillige forældre. Hun har lært sin 6. klasse rigtig godt at kende og »bearbejdet konflikterne og forbedret trivslen i klassen«, som forældrene skriver i et brev til skolelederen, hvor de beder om at få lov til at beholde hende.

Da hun blev ansat, var det nærmest en formalitet, at hun kun fik et ansættelsesbrev på et år. Men nu har virkeligheden ændret sig. Ugen før påske fik hun at vide, at hun ikke skal komme tilbage efter sommerferien.

Hun er ikke den eneste. Som hendes skoleleder siger: »Det er pokkers træls«. Men han skal af med tre lærere, og løst ansatte står yderst på vippen.

På Langeland oplever en anden lærer, hvordan det er pludselig at føle sig som en fremmed:

»Jeg kommer snigende med følelsen af, at her har jeg ikke noget at gøre. Det er meget vanskeligt efter 20 år på skolen«, siger en af de to lærere, som inde i bladet fortæller, hvordan det er gået, efter at de tidligere på foråret fik at vide, at de var overflødige.

Mange lærere får i denne tid at vide, at de ikke skal fortsætte med at arbejde i skolen. Afskedigelserne kan foregå på en mere eller mindre omsorgsfuld måde. Den gode fyring findes ikke. For dem, det går ud over, er det altid et knæk. Hvorfor er det lige mig, som er overflødig?

Der er tale om personlige kriser. Men det er mere end det. De fyrede repræsenterer toppen af et stort isbjerg. For fyringerne er sidste udvej. Derfor er der barberet meget af den lokale folkeskole, allerede inden de synlige hug falder i form af direkte fyringer af lærere.

Først var der besparelser på bygninger. Så kom lejrskolerne. Nu skæres der på vikarkontoen. Dernæst kommer de løst ansatte, som oftest er de unge. Endelig taler ledelsen med de gråhårede, som nærmer sig pensions- eller efterlønsalder: Kunne de ikke tænke sig lidt naturlig afgang? lyder spørgsmålet.

Næste øvelse handler om at lægge skoler og klasser sammen. Lærernes efteruddannelse, kontoen til nye undervisningsmidler, til de sidste lejrskoler og specialundervisning er også i spil. Når øvelsen er færdig, kan man ende med skoler, hvor der ikke er penge til vikarer og lejrskoler. Hvor der spares både udvikling og fotokopier. Hvor der er stemning af krise.

En skrabet folkeskole, som skal levere vitaminer til nye generationer. Det skal nok lykkes. For folkeskolens ansatte føler et stort ansvar for og glæde ved at følge elevernes udvikling. »Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad jeg skulle lave, hvis jeg ikke skulle være lærer«, siger den unge lærer inde i bladet. Med hendes entusiasme og talent skal hun nok klare sig. Men hvad med folkeskolen. Og hvad med næste år, når det hele skal gentages .

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org