Inden for de sidste uger har der været fokus på institutioner for mennesker med udviklingshæmning og autisme. Der er stillet spørgsmål ved moral og etik i tilgangen til mennesker med særlige behov.

Handicaporganisationer har pointeret, at de forhold, der har været fremme i medierne, ikke er enlige svaler. Mange pårørende kan fortælle om lignende historier og erfaringer fra handicapinstitutioner.

Midt i alle de ulykkelige afsløringer må vi håbe, at der er politisk vilje til at sikre, at institutionernes forhold og rammer bliver tilrettet de forventninger, der er til omsorg for de handicappede. Det er uacceptabelt at symptombehandle ved blot at rette op på de konkrete forhold, der har været fremme i medierne.

På specialundervisningsområdet har der vist ikke været tilsvarende afsløringer, men lur mig, om det ikke kan forekomme. Jeg forestiller mig, at de forandringer, vi ser på området i disse år, kan medføre forringelser i tilgangen til de handicappede. Det skyldes ikke, at personalet er afstumpet, men at omstruktureringer i kommunernes specialundervisning medfører, at lærere skal undervise elever med handicap, de ikke har den fornødne uddannelse og specialisering til at kunne undervise. Utilstrækkelig indsigt og erfaring kan føre til afmægtighed i den pædagogiske tilgang til eleverne, og det er ikke noget at stræbe efter. Det retfærdiggør ikke respektløs behandling af handicappede, men det kan være en forklaring på den.

Politikker med dels det sigte at specialefteruddanne lærere, dels forvaltningernes reorganisering af specialundervisningen med afgrænsede homogene målgrupper på skolerne er vitale forudsætninger, når der er politisk ønske om at give handicappede tålelige udviklingsvilkår.

Kun fremtiden kan vise, om der fra politisk side menes noget med de udmeldinger, vi har set i de sidste uger i medierne.