Lærere benyttes som billig arbejdskraft

Jobrotation i folkeskolen er en rigtig god idé, men kun hvis arbejdsbetingelserne for de arbejdsløse deltagere er i orden, mener tre ledige lærere, der fik tilbudt undervisningsjob på dagpengesats

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flemming Gundersen, Viborg, fik efter en ledighedsperiode tilbud om at vende tilbage til lærerarbejdet i august 2006.

Som et led i en jobrotationsordning ville han blive tilknyttet en skole i Viborg eller Skive, mens de fastansatte lærere fik mulighed for at læse to moduler af pædagogisk diplomuddannelse.

Flemming Gundersen ville få benet indenfor på en skole, hvor der måske kunne vise sig jobmuligheder senere. Derfor lød tilbuddet umiddelbart interessant, men da han hørte om de vilkår, som de i alt 24 ledige, der skulle vikariere, ville få, fik piben en anden lyd.

»Halvdelen af skoleåret skulle vi arbejde uden at få løn. Først efter fem måneder ville vi komme væk fra dagpengesystemet. Det var vi flere deltagere, som syntes var uacceptable betingelser«, siger Flemming Gundersen.

Da han kom under pres fra Arbejdsformidlingen, besluttede den ledige lærer sig alligevel for at gå med. I dag er han glad for, at han ombestemte sig, men synet på arbejdsbetingelserne er det samme.

»Jeg får i alt otte forskellige skemaer i løbet af det år, som projektet strækker sig over. Selvom skolen og kollegerne har ydet god støtte, er det meget hårdt, og jeg har vanskeligt ved at se det rimelige i, at man skal arbejde så hårdt for dagpenge«, siger Flemming Gundersen.

Ikke råd til at være med

Bente Nielsen, Hurup, protesterede også fra starten over betingelserne. Hun valgte at gå med, men efter seks uger fandt hun arbejde uden for lærerfaget.

»Jeg brugte meget tid og mange penge på transport. Som nyuddannet lærer fik jeg den laveste dagpengesats, så jeg havde faktisk ikke råd til at være med. Det er godt, at lærere får mulighed for at efteruddanne sig, men skal det ske gennem job­rotation, må deres arbejdsgivere ansætte de ledige på en ordentlig løn«, siger hun.

Karina Sørensen, Tjele, valgte på forhånd at sige fra.

»Hvis man går ind på et lærerværelse og spørger, om det er rimeligt, at arbejdsløse skal betale for fastansattes efteruddannelse, vil de fleste svare nej. Sådan foregår det faktisk i en jobrotationsordning. Jeg kan ikke acceptere at skulle arbejde gratis et halvt år for at give skoler mulighed for at sende deres fastansatte personale på efteruddannelse«, siger hun.

Det midt- og vestjyske jobrotationsprojekt overholder de gældende regler, men Flemming Kjeldsen, formand for Viborg Lærerkreds, medgiver de ledige, at deres vilkår kunne være bedre.

»Jeg kan godt forstå, hvis de ikke er tilfredse med at få dagpenge, men sådan er betingelserne, når man bliver ansat med løntilskud. Og det var kommunernes betingelse, at deltagerne først skulle over på almindelig løn efter fem måneder«, siger han.

Godt uddannelsestilbud

Lærerkredsene i Viborg og Skive og den tidligere amtskreds gik med til projektet, fordi det ville give nogle medlemmer et godt tilbud om efteruddannelse, og fordi det ville skaffe ledige medlemmer ind på arbejdsmarkedet.

Leif Primdal, formand for Skiveegnens Lærerforening, synes i lighed med sin kollega i Viborg, at det er beklageligt, at de ledige ikke har fået en bedre betaling for deres indsats i en del af ansættelsesperioden, men ...

»Det er en af de kompromiser, der er aftalt. Til gengæld giver jobrotationsprojektet gode muligheder for at komme ud af ledigheden. Det er vel et mål i sig selv«.

Flemming Gundersen ser anderledes på det.

»Jeg forstår ikke, at Danmarks Lærerforening går med til sådan en aflønningsform. Ideen bag jobrotation er rigtig god set både fra de ansatte læreres og fra de lediges synspunkt, men det er ikke rimeligt at sætte folk til at udføre et herkulesarbejde og så spise dem af med dagpenge«, siger han.

Leif Primdal, der ud over at være kredsformand også er med i styregruppen bag jobrotationsprojektet, oplyser, at det på forhånd var aftalt, at de ledige højst måtte have tre forskellige skemaer i løbet af skoleåret. Hvis Flemming Gundersen har haft flere skemaer, lever skolen ikke op til forudsætningerne.

»Hvis man går ind på et lærer­værelse og spørger, om det er rimeligt, at arbejdsløse skal betale for fastansattes efteruddannelse, vil de fleste svare nej« Karina Sørensen»Jeg brugte meget tid og mange penge på transport. Som nyuddannet lærer fik jeg den laveste dagpengesats, så jeg havde faktisk ikke råd til at være med« Bente Nielsen