Lærer på dispensation

Jakob Schrøder har hverken studentereksamen eller hf-enkeltfag i dansk, men han klarer sig fint på læreruddannelsen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter ti år i hæren, hvor han var idrætsofficer, ansvarlig for idrætsundervisningen i et kompagni, arrangerede store stævner og selv rejste verden rundt som deltager på landsholdet i militær femkamp, forestillede Jakob Schrøder sig, at han ville læse idræt på universitetet, og tog de nødvendige hf-enkeltfag med flotte karakterer. Som andenprioritet ville han søge ind på lærerseminariet, men fik at vide, at det var udelukket, når han ikke havde hf i dansk. Men da han fik afslag fra universitetet, mødte han alligevel op på Haslev Seminarium med sine militær- og hf-papirer under armen og fik lov at læse til lærer på dispensation.

»Jeg kan da godt mærke, at der er nogle bestemte romaner, som næsten alle har læst i gymnasiet - men det kan jeg jo læse mig til. Og med hensyn til at stave og formulere mig har jeg jo skrevet korrespondancer i ti år i et system, hvor man ikke tolererer fejl«, siger Jakob Schrøder, der regner med at blive lærer på normeret tid med linjefagene idræt, dansk, samfundsfag og hjemkundskab.

Han er meget målrettet mod at blive lærer, han synes, studiet er spændende, og er meget glad for den pædagogiske teori, han lærer på seminariet, men han er samtidig rystet over, hvor lidt man lærer om praktisk undervisning:

»Jeg ved godt, der er en stram økonomi, men jeg tror, det ville kunne svare sig at sætte to timer af om ugen, hvor vi studerende på skift står for undervisningen og bliver evalueret bagefter. Der er så mange små taktiske og praktiske ting, man kan lære, der gør det lettere at undervise«, siger Jakob Schrøder. Han har allerede masser af undervisningserfaring, men er mere bekymret for de helt unge, der kommer direkte fra gymnasiet og kan gå gennem det meste af læreruddannelsen uden at få ret meget træning i at rejse sig og tale til en forsamling:

»Der er så mange, der knækker, fordi de får et chok, når de kommer ud i skolen«.

»Når medicinstuderende skal lære patologi, så er det en erfaren kirurg, der stiller sig op foran dem og skærer, og når eleverne på politiskolen skal lære, hvordan det er at arbejde på Christiania, er det en af de mest erfarne Christiania-betjente, der fortæller dem om det. På lærerseminariet er lærerne fagligt dygtige og universitetsuddannede - men de har ikke ret meget erfaring i at undervise børn«.

kra@dlf.org