DLF har vedtaget en lønpolitik, hvoraf det fremgår, at det er kredsen, der forhandler lønforhold for medlemmerne. Aftalekompetencen på dette område kan ikke uddelegeres til den enkelte tillidsrepræsentant. Ikke desto mindre er det præcis, hvad de netop har besluttet i Københavns Lærerforening (KLF).

Formanden for KLF, Jan Trojaborg, giver i Folkeskolen nummer 46 udtryk for, at han som hovedstyrelsesmedlem ikke har været med til at godkende DLF's lønpolitik - på trods af at det var en enig - og fuldtallig - hovedstyrelse, der indstillede lønpolitikken til kongressens godkendelse. Han opregner flere specielle organisatoriske forhold omkring KLF, som skulle betyde, at han ikke er omfattet og forpligtet af de fælles beslutninger. Han slutter oplistningen af særlige formelle og juridiske hensyn omkring KLF med at skrive: 'Det kan derfor ikke siges at være rigtigt, når Peter Hess hævder, at jeg skulle have godkendt lønpolitikken og bagefter være gået hjem og have gjort det modsatte'.

For mig at se taler disse forsøg på formelle begrundelser for sig selv. Og det efterlader Jan Trojaborg med et kæmpe troværdighedsproblem i forhold til resten af hovedstyrelsen og DLF.

Men selv om vi skal have afklaret KLF's formelle forhold til DLF, så er uenigheden jo først og fremmest udtryk for en helt forskellig opfattelse af, hvad der er en fælles fagforening, og hvilke opgaver den skal løse. For mig er ideen med en fælles fagforening, at man står stærkere, når man står mange sammen i en forhandling med arbejdsgiveren. Trojaborg og et snævert flertal i hans bestyrelse uddelegerer og decentraliserer aftaleretten på løn til den enkelte tillidsrepræsentant, fordi der efter deres opfattelse ikke er tid og resurser til at varetage denne opgave i den lokale fagforening. Det er efter min mening en helt gal politisk prioritering af fagforeningens opgaver. Det er tværtimod en af kerneopgaverne i en fælles fagforening. Som det er fremgået af referater fra KLF's egen generalforsamling og fra den løbende debat i både Folkeskolen og KLF's eget blad, så er de københavnske lærere tilsyneladende ikke meget forskellige fra lærere i resten af landet. Langt de fleste har fået nok af uddelegering og decentralisering. Der er grund til at kæmpe imod - i stedet for at løbe med.

Peter Hess-Nielsen

medlem af DLF's hovedstyrelse