Skoler kæmper mod bakterier

Farlige legionellabakterier formerer sig faretruende, hvis det varme vand er for koldt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Øjeblikkeligt stop for det varme vand og for al badning på skolen. Det besluttede skoleleder Niels Nørbo, Bandholm Skole ved Maribo, da det viste sig, at der var for høje koncentrationer af legionellabakterier i skolens varmtvandsanlæg.

Efter en uge uden badning kunne skolen åbne for det varme vand igen. Koncentrationen af bakterier havde godt nok været for høj, men ikke alarmerende. Nu er der skruet op for fyret, så skolen ikke fremover risikerer at få problemer med antallet af legionellabakterier.

Ingen på Bandholm Skole har været syge på grund af bakterierne.

Legionellabakterier i det varme vand har i de seneste år skabt problemer især i store varmtvandsanlæg i boligblokke, svømmehaller, idrætsanlæg og skoler. Den værste smittekilde menes at være forstøvet vand fra brusebad.

Iveren for at spare på energien er højst sandsynlig en årsag til det stigende antal af forhøjede bakteriekoncentrationer.

Der findes mange slags legionellabakterier. Ikke alle er farlige, men de farligste kan give legionærsyge - en alvorlig lungebetændelse - med en dødelighed på mellem ti og 50 procent. Bakterien kan også give influenzalignende symptomer.

Legionella trives bedst i temperaturer mellem 30 og 40 grader. Hvis temperaturen overstiger 50 grader, kan bakterierne ikke formere sig.

I byggelovgivningen står, at vandet i vandvarmere bør kunne opvarmes til mindst 60 grader. Desuden bør installationen udformes sådan, at vandet ved normalt brug ikke falder til under 50 grader og 45 grader ved spidsbelastning.

Statens Serum Institut har i år udsendt en vejledning med forebyggende foranstaltninger imod legionella. Her står, at vandet i varmtvandsbeholderen bør holdes på 60 grader, og at vandtemperaturen ved det fjerneste tapsted ikke bør være under 50 grader. Vejledningen anbefaler også en gennemskylning af rør og tapsteder med 70 grader varmt vand. Her er det vigtigt, at de fjerneste tapsteder åbnes og gennemskylles med 70 grader varmt vand. Varmtvandsanlægget skal overvåges løbende.

Opdaget ved et tilfælde

På Bandholm Skole blev den forhøjede koncentration af bakterier opdaget ved et tilfælde. Skolelederen, sikkerhedsrepræsentanten og servicelederen deltog i et lovpligtigt sikkerhedskursus.

'Vi mente selvfølgelig ikke, at vi havde problemer med bakterier i skolens varmtvandsanlæg, men vi undersøgte da alligevel anlægget og blev meget overraskede, da undersøgelsen viste for høje koncentrationer', siger skoleleder Niels Nørbo.

'Vi lukkede straks for det varme vand, forbød badning og sendte information hjem til forældrene'.

Skolen henvendte sig til embedslæge Per Vagn-Hansen. Vandet blev undersøgt, og det viste sig, at der ikke var grund til stor alarm. Men nu er der skruet op for fyret, og overvågningen af anlægget er øget.

Per Vagn-Hansen fortæller, at han gennem den senere tid har modtaget henvendelse fra flere skoler om legionellabakterier. Foruden den alvorlige legionærsyge og influenzasymptomer kan legionella også give hudinfektioner.

Vejledning fra Statens Serum Institut: 'Legionella i varmt brugsvand'. Pris 120 kroner. Telefon 3268 3268.

Læs mere på www.ssi.dk

Forebyggelse mod legionella

For at forhindre legionellabakterierne i at formere sig bør temperaturen i varmtvandsanlægget være på over 60 grader celsius, og på det fjerneste tapsted må temperaturen ikke komme under 50 grader. Anlægget skal løbende overvåges.

92 syge i 1999

92 tilfælde af legionellalungebetændelse blev anmeldt i 1999.

Heraf var to smittet i hjemmet, 18 på udlandsrejser, 11 i forbindelse med hospitalsophold og syv formentlig i spabad, badeanlæg eller via kloakvand. For 54 personer var smittemåden ukendt.

11 personer døde.

I 1998 var antallet af anmeldte tilfælde på 93. Heraf døde 17 personer.