Frivilligt for forældre at betale

Endelig redegørelse fra Ombudsmanden: Forældrene må selv bestemme, om de vil betale til deres børns lejrskoler og skolerejser

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forældrene kan melde deres børn til hvad som helst i den danske folkeskole, herunder skolerejser og lejrskoler, og nægte at betale for det.

Sådan forstår lærer Niels Christian Sauer Ombudsmandens såkaldte endelige udtalelse i sagen om forældrebetaling til lejrskoler og skolerejser, der så dagens lys i fredags.

- Det nye er, at Ombudsmanden understreger, at det er frivilligt for forældrene, om de vil betale, når deres barn skal af sted med klassen, siger en tilfreds Niels Christian Sauer.

- Skolerne og Undervisningsministeriet kan ikke længere sige: Hvis dit barn skal med til Langtbortistan, så må du betale 1.000 kroner.

- Skolen skal nu sige: Vi skal på skolerejse til Langtbortistan. Du må gerne give et bidrag til turen, hvis du har lyst, men du behøver ikke, dit barn kommer med under alle omstændigheder.

Formand for pædagogisk udvalg i Danmarks Lærerforening, Jørgen Stampe, mener ikke, Ombudsmandens endelige udtalelse i sagen kan fortolkes så kategorisk.

- Ombudsmanden slår først fast, at der ikke er lovhjemmel for, at forældrene skal betale til skolerejser og lejrskoler. Men så roder han alligevel rundt med forskellige grader af frivillig betaling. Meldingen er uklar.

Anne-Marie Meldgaard, uddannelsespolitisk ordfører for Socialdemokratiet, har på sin side modtaget Ombudsmandens udspil med kyshånd.

- Jeg er tilfreds. Dels er der i udtalelsen en reprimande til undervisningsministeren, fordi han ikke har stoppet Kommunernes Landsforenings hyrdebrev til kommunerne om, at de bare kan fortsætte med at opkræve forældrebetaling, siger hun.

- Dels fastholder udtalelsen, at den danske folkeskole er gratis.

Niels Christian Sauer klagede i november 1995 til Folketingets Ombudsmand over forældrenes betaling til lejrskoler og skolerejser, som han fandt ulovlig. Ombudsmanden gav i august i år en foreløbig redegørelse, som gav Sauer medhold, men samtidig anførte, at området er grumset.

Siden har den foreløbige redegørelse derfor været til høring i Undervisningsministeriet, og nu foreligger altså den endelige redegørelse med Ombudsmandens endelige udtalelse på de sidste par sider i det 50 sider lange værk.

Det bliver slået fast, at der i folkeskoleloven ikke er 'hjemmel til opkrævning af forældrebidrag til elevernes deltagelse i lejrskoler med videre'.

Derpå følger et par afsnit, der åbner for, at forældre kan bidrage med mindre beløb, men det skal ske under hensyntagen til en række forhold, således at blandt andet 'princippet om vederlagsfri undervisning i folkeskolen ikke udhules.'

Ombudsmanden efterlyser sammenfattende en lovændring, der gør 'hjemmelsgrundlaget klarere' og henstiller samtidig til, at ministeriet udarbejder en 'detaljeret vejledning' på området.

- En detaljeret vejledning - det er bare at spille sorteper videre. Alle de gradbøjninger af frivilligheden vil medføre et hav af gråzoner, som skolerne kommer til at spilde en masse tid på, siger Jørgen Stampe.

- Jeg havde hellere set, at ministeriet havde taget til efterretning, at der ikke er hjemmel til forældrebetaling i loven.

Socialdemokratiet vil ikke have nogen form for brugerbetaling ind i den danske folkeskole ad bagvejen.

- Hvis nogen har lyst til at give en gave til skolen, så skal den ned i en fast fælleskasse, som administreres af skolebestyrelsen, siger Anne-Marie Meldgaard.

- Pengene må ikke være beregnet til en bestemt skolerejse eller lignende. Vi har ikke tænkt os at fravige vores afstandtagen til brugerbetaling.

Klageren Niels Christian Sauer er som nævnt tilfreds med, at 'det nu er fastslået, at betalingen er en fuldkommen frivillig sag uden konsekvenser for et barns deltagelse i et rejseprojekt', men han er utilfreds med undervisningsminister Ole Vig Jensens håndtering af sagen.

- Ministeren lever stadig ikke op til sin tilsynspligt. Han tillader fortsat kommunernes lovstridige praksis med forældrebetaling til rejseprojekter, tilsyneladende i håb om at han kan komme igennem med en ny lovgivning på området. Men det kan tage lang tid, hvis det nogensinde lykkes, siger Niels Christian Sauer.

- Derfor vil der snart blive anlagt en prøvesag ved domstolene, så vi kan få håndhævet gældende lov.

Ole Vig Jensen havde ikke mulighed for at kommentere ombudsmandens redegørelse inden Folkeskolens deadline, men Anne-Marie Meldgaard oplyser, at ministeren endnu ikke har indkaldt forligspartierne bag folkeskoleloven til et møde om en lovændring på området.

- Min betryggelse ligger i, at Ole Vig ikke bare kan ændre loven hen over hovedet på os. Det er forligsstof, siger Anne-Marie Meldgaard.