Jytte Boysen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Overlærer Jytte Boysen, Gråsten, døde den 30. oktober 2003 efter et kort sygdomsforløb.

Selv om Jyttes tid på Dybbøl-Skolen blev alt for kort, nåede hun i høj grad at sætte sit præg på samarbejdet og livet på skolen, ligesom hun gjorde det på de andre skoler, hun var ansat på.

I 35 år var Jytte ansat i folkeskolen.

Jytte var en ildsjæl i ordets bedste betydning hun brændte om nogen for sine fag.

Som klasselærer var Jytte en varm og medlevende person, og mange elever vil i dag huske hende med stor taknemmelighed, fordi hun engagerede sig 100 procent i den enkelte elevs liv og færden.

Mange, mange elever har knyttet sig til Jytte, har set op til hende, har lyttet til hende, og hun har været med til at forme dem, styrke deres selvtillid og selvværd.

Jytte Boysen var folkeskolelærer med stort F. Udgangspunktet var den enkelte elev, men fællesskabet var vigtigt. Der skulle være plads til alle, og ingen elever blev opgivet.

Jytte udrettede meget i folkeskolen, hun ville noget med folkeskolen hun gjorde en forskel.

Vi sender vore kærligste tanker til Jyttes nærmeste: Per, Trine og Rene, Søren og Rikke samt Jyttes børnebørn Aksel og Kamma.

Lærere og ledelse på Dybbøl-Skolen i Sønderborg