I et repræsentativt foreningsdemokrati er livsnerven, at nogen vil lade sig vælge og dermed repræ­sentere andre.

Ved det kommende hovedstyrelsesvalg har kun 22 lærere og børnehaveklasseledere ønsket at blive valgt til en af de 18 pladser.

Det rejser en række gode spørgsmål.

Hvorfor er så få af lærerforeningens cirka 60.000 medlemmer interesserede i at stille sig til rådighed for et valg til hovedstyrelsen?

Er det blevet odiøst at opfordre en kollega til at stille op og støtte hendes eller hans valg?

Er det blevet en skam at tabe et demokratisk valg?

Er det lige meget, hvad Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse laver og mener?

Eller er der gået så meget for­eningsapparat i det repræsentative demokrati, at ingen almindelig lærer kunne drømme om at stille op?

Kan man være sikker på, at de 22 kandidater nu også repræsenterer et bredt spektrum af fag- og skolepolitiske holdninger, når rekrutteringsgrundlaget næsten kun er foreningsapparatet, med den loyalitet og fagpolitiske ensartethed det traditionelt skaber?

Jeg ønsker, at hovedstyrelsen er som et lærerværelse med alskens forskellige politiske og pædagogiske holdninger.

Jeg ønsker også en hovedstyrelse, som tør være en fagfor­ening, der som hovedopgave vil kæmpe for bedre løn og arbejdsforhold til medlemmerne.

Men det bestemmer medlemmerne ved landsvalget til hovedstyrelsen i december, hvis de da ellers kan finde nogen, som ligger på linje med deres holdninger og interesser.