De nyuddannede lærere kan kigge misundeligt på deres kolleger over 60 år, der får reduceret deres arbejdstid med 175 timer årligt. En sådan ordning endda i en skrabet udgave ville mindske de nyuddannedes flugt fra folkeskolen.

Gang på gang bliver vi konfronteret med facts om, at de nyuddannede efter kort tid som aktive lærere går ned med flaget eller søger nye græsgange på grund af dårlige arbejdsvilkår.

Er det kommunernes ansvar? DLFs? Ledelsens? Kollegernes? Deres eget? Det er fristende at lede efter en syndebuk og så oplagt at give kommunerne skylden. Men det er langt mere konstruktivt, hvis vi som fagforening peger på en løsning af problemet.

Der findes heldigvis erfarne lærere, der endnu har overskud til at tage imod deres nye kolleger, så deres møde med virkeligheden bliver knap så brutalt. Men hvorvidt man lykkes som lærer, må ikke være et spørgsmål om held. Det kræver formaliserede og centralt aftalte indslusningsordninger med tid til supervision, erfaringsudveksling, netværksgrupper med mere. Det må ikke, som tilfældet er i dag, være den enkelte kommune/skole, der vurderer, hvorvidt der er »behov« for en sådan ordning.

Det er kommunernes opgave at sørge for ordentlige rammer for lærernes arbejde. Men det er fagforeningens opgave at arbejde for gode arbejdsvilkår for lærerne.

Den nye generation af lærere melder sig ikke per automatik ind i DLF. For dem er solidaritet et spørgsmål om, at alle får en fair chance. Det får alle ikke i dag. Lærerforeningen må tage et med­ansvar og prioritere en centralt aftalt indslusningsordning ved arbejdstidsforhandlinger med KL.

Fagforeningen skal være attraktiv for alle også for de yngre lærere.