Det går skævt efter syvende

Eleverne mener, at matematik er vigtigt for deres fremtid - men ikke naturfag

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I7. klasse kan eleverne stadig lide ma-tematik, men derefter falder inter-essen - især hos pigerne.

85 procent af de danske elever i 7. klasse mener, at matematik er et nødvendigt og godt fag, hvis man skal videre i uddannelsessystemet. Derimod lægger de ikke samme vægt på naturfagene, og de mener ikke, at disse fag er væsentlige for deres uddannelse.

Disse to oplysninger stammer fra den spørgeskemaundersøgelse, der er en del af Timss-undersøgelsen. Elever, lærere og skoleledere er blevet spurgt om deres holdning til matematik og naturfagene, og for elevernes vedkommende viser det sig altså, at der skal sættes ind i 7. klasse, hvis man ønsker at tilføre de naturvidenskabelige studier den saltvandsindsprøjtning, det ser ud som om, de behøver så kraftigt lige nu.

Måske er der et lille håb om, at det ændrer sig med årene. I hvert fald er faget natur og teknik tænkt som et forsøg på at få interessen for det naturvidenskabelige fanget på et tidligt tidspunkt. Ideen er også at prøve at fastholde elevernes interesse - og især pigernes, så der på længere sigt er flere piger, der fortsætter på de naturvidenskabelige uddannelser.

hela

Matematik-opgave

En af opgaverne fra Timms om brøker og talforståelse lyder: Skriv en brøk, der er større end 2/7.

Her er mange mulige svar. Eleverne skal vise, at de har forstået brøkbegrebet og brøkers relative størrelse.

De internationale gennemsnit er på henholdsvis 74 procent og 75 procent for laveste og højeste klassetrin med 13-årige (svarende til 6. og 7. klasse i Danmark). De danske tal er på 64 procent rigtige på 6. klassetrin, 65 procent rigtige svar på 7. klassetrin og 72 procent rigtige svar på 8. klassetrin.

En opgave i naturfag

Et eksempel på en opgave om miljø og naturvidenskabelige metoder er følgende: en pige mener, at planter behøver mineraler for at trives. Hun anbringer en plante i solen i en potte med sand, mineraler og vand (tegning vises). For at undersøge om hun har ret, skal hun bruge endnu en plante. Hvilken har hun brug for?

Her følger fem forskellige tegninger: 1) en plante i potte med sand, mineraler og vand i et mørkt skab, 2) en plante i potte med sand og vand i et mørkt skab, 3) en plante i potte med sand i sollys, 4) en plante i potte med sand og vand i sollys og 5) en plante i sand og mineraler i sollys.

Det rigtige svar er planten i sol i en potte med sand og vand.

Her er de internationale gennemsnit på laveste og højeste klassetrin med 13-årige (svarende til vores 6. og 7. klasse) på 40 procent og 45 procent. De danske tal er på 39 procent rigtige svar på 6. klassetrin, 36 procent på 7. klassetrin og 48 procent på 8. klassetrin.