Opgør med kommunismen

Landsbyskolen mangler alt - alligevel er det her, Daniela Nemocová helst vil undervise

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De gyldne visere på det sorte armbåndsur peger på, at klokken er 6.23.

Lærer Daniela Nemocová, 48 år, trækker den tynde frakke ned over armbåndsuret og tripper lidt frem og tilbage. Hun retter på det farvede silketørklæde, der sidder stramt om halsen, og ser lidt utålmodigt over pladsens mørke. Pludselig dukker en kvinde op i nederdel. Danielas ansigt lyser op i et smil. De småsnakker og griner lidt, men bliver afbrudt, da bussens lygter fejer hen over pladsens grus.

Kvinderne trækker vejret dybt, inden de går ind i bussens fugtige varme. De skynder sig ned bag rækkerne og finder trods bælgravende mørke to frie sæder. Langsomt bumler bussen op ad den mørke bjergvej mod skolen i den lille landsby Moteice.

Allerede som syvårig sætter Daniela Nemocová sine dukker på rækker. Hun stiller sig foran dem og underviser i fag, der ikke findes. I begyndelsen af halvtredserne bor hun i byen Trecin ikke langt fra busholdepladsen i den slovakiske by Teplice. Hun bor i en lille lejlighed med sin far, mor og søster. Endnu er hun ikke klar over, at Tjekkoslovakiet i disse år er underlagt et stalinistisk regime. Hendes mor arbejder på kontor, og hendes far er ved universitetet.

Da hun kommer i skolen, er det hendes venner, hun underviser i lektielæsning, når skoledagen er forbi.

I skolen finder hun for første gang ud af, hvordan hendes liv er bestemt af kommunistpartiets regler.

'Min fars bror forlod Slovakiet i 1945. Han blev gift i Tyskland og bosatte sig i Australien. Men under kommunismen var det ikke muligt at have kontakt med slægtninge i udlandet. Da de fandt ud af, at det havde vi, blev min far fyret. Han kunne ikke få et nyt job, og mine forældre havde to små børn, som skulle forsørges', siger Daniela.

Lyset kom til Slovakiet

Ti minutter over syv stopper bussen i Moteice. De fire lærere, som er samlet på de slidte plyssæder bagest i bussen, står af. Sammen går de over den mørke, øde vej og hen i et lille sparsomt oplyst supermarked. Et par bananer, ost, brød og juice ryger i de små plastikkurve.

Lyset er ved at overmande mørket, da lærerne går gennem den rustne stållåge og ind til den grå betonklods, som er deres arbejdsplads. På lærerværelset har de hver deres skrivebord med skuffer. Bordene er sat sammen, så de danner to store borde. Lærerne finder bøgerne frem og begynder stille at forberede sig, mens de spiser og drikker dyr Nescafé med vand direkte fra vandvarmeren. Daniela finder en lille båndoptager frem fra et aflåst skab.

'Der er ingen form for privatliv her. Det var der på skolen i Trenianské Teplice, men heldigvis er forholdet mellem lærerne og skoleinspektøren meget bedre her', siger hun og begynder at finde de rigtige steder på båndet. Et par båndoptagere udgør hele skolens audiovisuelle udstyr.

I januar måned i 1968 kommer den slovakiske Alexander Dubcek til magten i Tjekkoslovakiet. Få måneder efter bliver censuren ophævet i landet. For første gang kan Danielas onkel igen besøge familien. Mandag den 20. august 1968 er Danielas onkel rejst tilbage til Australien. Den dag bliver det i Moskva besluttet at bruge militærmagt over for Slovakiet for at stoppe Alexander Dubceks demokratiseringsforsøg. Samme nat går de første tropper fra Polen, Østtyskland, Bulgarien og Ungarn ind over grænsen.

Dagen efter taler den slovakiske præsident Svoboda til det tjekkoslovakiske folk.

'Jeg appellerer til jer, mine medborgere, og jeg beder jer bevare den absolutte ro og afholde jer fra handlinger, som kan føre til aktioner, ingen ønsker, med følger, som kan blive uoprettelige. Jeg beder særligt Tjekkoslovakiets ungdom om dette', siger han blandt andet i talen.

Daniela går i niende klasse. Hun tænker ikke mange oprørstanker, men hun drømmer stadig om at blive lærer.

'Men efter at kommunisterne kom, vidste vi, at vi ville være i en slem, slem situation i mange, mange år'.

Trods faderens arbejdsløshed flytter Daniela året efter med sin familie til et hus i den lille by Teplice.

Skolevagter mod tyve

Lærerværelset er meget varmt og lugter kraftigt af mølkugler. Flere og flere af skolens 17 lærere samles, og lydniveauet skrues op med flere decibel. Klokken ringer, og lærerne forsvinder hurtigt mod klasseværelserne.

Børnene tøffer rundt i hjemmesko. Foran indgangsdøren sidder to store drenge og passer på, hvem der går ind og ud. Skolen er blevet udsat for tyverier syv gange, og det er årsagen til, at der ikke findes en eneste computer, et fjernsyn eller en video.

Daniela bevæger sig mod 4. klasse på de brede gange. De trænger til maling. Hun skal undervise i tysk.

'Jeg underviser i tysk, selvom jeg overhovedet ikke er kvalificeret til det. Men der er mangel på sproglærere. De, der kan sprog, arbejder i private firmaer'.

Børnene rejser sig prompte, da Daniela træder ind ad døren.

'Guten Morgen', siger hun, og børnene svarer i kor 'Guten Morgen Daniela'. Hun gør en bevægelse, og børnene sætter sig næsten lydløst på de små træstole.

Bordene er smalle og beklædt med brun- og hvidternet linoleumsdug. Katederet er dækket af en dug med store solsikker. På bordet står en brun vase med plastikblomster i. Daniela følger de lasede lærebøger side for side. Det irriterer hende, men hun er nødt til det, fordi hendes tyskkundskaber ikke er bedre. Med bogen i hånden hiver hun børnene til tavlen en efter en.

I 1970 bliver Daniela færdig med gymnasiet. På det tidspunkt har præsident Svoboda forhandlet med Sovjetunionen og fået løsladt Alexander Dubcek, men reformerne er blevet skrinlagt, og kommunistpartiet har genvundet kontrollen med landet. Sammen med en veninde søger Daniela optagelse på læreruddannelsen på universitetet i Bratislava.

'Hun kunne komme ind - jeg kunne ikke. Jeg havde ikke point nok. Hvis mine forældre havde været arbejdere, havde jeg haft bedre chancer, men min far havde to universitetsuddannelser, og min mor arbejdede på kontor. Kun børn af arbejdere fik umiddelbart grønt lys til at komme på universitetet'.

'Mine eksamensresultater var meget gode. Jeg ville studere i hovedstaden. Min far kendte en ved universitetet. Men han kunne heller ikke få mig ind. Så jeg blev nødt til at studere ved universitetet i Trnava. Planen var, at jeg ville studere der et år og så søge om at blive flyttet til Bratislava. Men jeg mødte så mange venner der, så jeg blev alle fem år'.

Dansk inspiration

Tysktimen er forbi. Daniela tørrer sveden af panden. Griber brillerne, der hænger i en snor om halsen, og tjekker kalenderen, der står på hendes arbejdsbord.

Resten af dagen skal hun undervise i engelsk. Daniela underviser i engelsk på samme niveau på alle klassetrin fra fjerde til niende. Hun har været på den lille landsbyskole i halvandet år. Hun er den første lærer på skolen, der taler engelsk.

'Good Morning children'. Fjerde klasse tager imod: 'Good Morning Daniela'. Daniela skriver på tavlen: 1. Danielas Toys. 2. Songs. 3. AB - we are drawing. 4. L 18.

'Jeg lærte at skrive op, hvad børnene skal lave, da jeg var i Danmark med et Comenius-projekt. Lærerne der er rigtig gode. Og jeg lærte meget af deres undervisning'.

Hun griber to hånddukker. En kanin og en hund.

'This is Mickey and this is Benny. Say hello to Mickey and Benny'.

'Børnene her er ikke så stimulerede hjemmefra, som de var i Teplice. Det her er en landsby, og enten er forældrene væk hele dagen, eller også er de arbejdsløse og drikker måske lidt for meget. Børnene er meget mere disciplinerede, men det er sværere at få dem til at deltage aktivt i undervisningen'.

I 1975 er Daniela færdig med universitetet i Trnava. Hun er parat til at undervise i engelsk og slovakisk og glæder sig til at begynde på en skole nær Bratislava.

Hun ved godt, at kommunisterne prioriterer engelsk meget lavt, og forventer derfor heller ikke at få meget sprogundervisning. Over hendes seng hænger et mørkebrunt trækors. Ligesom flertallet af slovakkerne er hun romerskkatolsk. Men kommunisterne er i 1975 meget mod religion.

'Det var meget svært at undervise. Jeg ville undervise i religion, men da jeg begyndte som klasselærer, fik vi at vide, at alle klasselærere skulle fortælle børnene, at hvis de tog religionstimer, så ville de ikke komme videre i gymnasiet'.

'Det ville jeg ikke sige til børnene. Jeg underviste selv i religion om eftermiddagen, og jeg vidste, jeg ville bliver fyret. Så sagde jeg selv op'.

Daniela nåede at undervise i folkeskolen i et år. De næste mange år arbejdede hun som oversætter i et glasfirma.

'Jeg arbejdede i afdelingen for research og udvikling. Jeg kunne overleve. Jeg havde gode kollegaer. Men jeg drømte hele tiden om at komme tilbage og være lærer'.

I firmaet møder hun sin mand, Milan Nemec.

Elever uden chancer

I dagens sjette og sidste time skal hun have niende klasse. Skoleinspektøren griner af hende, da hun endnu en gang tørrer hånden over panden. Niende klasse er berygtet på skolen. De er ikke urolige, de er bare en tung klasse. Flere af lærerne har diskuteret, om eleverne overhovedet har evner til at komme i gymnasiet.

'Det er bare en uheldig årgang, men de har fået undervisning i russisk, tysk og nu engelsk. Så de taler tre sprog. Jeg underviser efter de samme bøger som i fjerde. Jeg tog endda Benny og Mickey med op til dem, og de brokkede sig ikke. Fjerde klasse er bedre til engelsk, end de er'.

Hun hanker op i båndoptageren og går op til klassen. For første gang i dagens række af engelsktimer snakker hun i størstedelen af de 45 minutter slovakisk til eleverne.

9. november 1989 sidder Daniela og Milan i stuen og ser tv. I begyndelsen forstår de ikke helt, hvad der sker, men med tv og radioens hjælp går det op for dem, at muren mellem vest og øst er ved at blive splittet i små stykker.

'Vi blev så glade. Vi sad foran fjernsynet og græd. Det var en helt fantastisk følelse. På arbejde var alle euforiske. I min afdeling var ni af os uddannet lærere, men vi var alle endt med at oversætte. I dagene efter besluttede vi alle sammen at gå tilbage til skolen. Jeg glædede mig så meget til at vende tilbage'.

I september 1990 bliver Daniela ansat ved skolen i Teplice. Skolen har computerrum og svømmehal. Byen har små 5.000 indbyggere, men mange af dem er velhavende, og skoleinspektøren er god til at få forældrene til at sponsorere nye tiltag på skolen.

'Jeg mærkede med det samme, at jeg havde en fordel frem for kollegerne. Jeg kunne snakke engelsk. Jeg havde brugt sproget under kommunismen - det havde de ikke'.

Gennem de ti år, hun er på skolen, involverer hun sig meget i Comenius-projektet og er flere gange i Danmark.

'Men så kom der en ny skoleinspektør på vores skole. Jeg kunne mærke, at det ikke var godt at være der. Den nye skoleinspektør var en typisk inspektør fra kommunistregimets tid. Hun havde en absolut måde at bestemme på. Hun lyttede ikke til folks ønsker. Hun dikterede, hvad der skulle ske. Hun ønskede at være leder, men om det var på en skole eller andre steder, var lige meget - hun vidste ingenting om det pædagogiske arbejde'.

Daniela valgte at sige sit arbejde op og søgte i stedet arbejde på landsbyskolen i Moteice. Byen har kun knap 750 indbyggere, og skolen dækker med sine 250 elever alle de små landsbyer i bjergene.

'Skoleinspektøren forsøgte at ringe til min nye inspektør og sige, at han ikke skulle tage mig. Hun forsøgte at give mig alle mulige goder for at få mig til at blive. Men kollegaer og ledelse betyder meget for mig, så jeg holdt fast ved, at jeg ville flytte. Selv om skolen her mangler alt, er jeg meget glad for at være her, og mon ikke jeg bliver, til jeg skal pensioneres i 2013'.

På stop hjem fra skole

Klokken er lidt over to. Daniela har pakket båndoptageren i skabet. Hun går over i spisesalen, der er tilknyttet skolen. Det grå linoleum på gulvet lugter af mange års madretter. Der er ingen udsmykning i lokalet, og ved bordene sidder børnene og spiser. I dag er der en bouillonsuppe med to stykker kartofler på størrelse med to hasselnødder. På en anden tallerken er tre stykker svinekød i en rødkålssovs med fire store stykker kogt brød til. Dertil får alle et glas mælk.

Lærerne betaler blot 3,50 danske kroner for måltidet, eleverne betaler en smule mere.

Der er to timer, til bussen går, så om onsdagen plejer Daniela og en kollega at gå ud til vejen og stikke tommelfingeren frem og håbe på, at der enten er nogle forældre eller arbejdere, der skal ned til Trenicanské Teplice. Det plejer ikke at være noget problem at komme hjem.

'Da jeg var ung, havde jeg dårlige erfaringer med at køre på stop, men nu er jeg ikke bange. Jeg tror ikke længere, der sker mig noget'.-

Åbning mod øst

Efter murens fald voksede drømmen om et forpligtende samarbejde mellem de tidligere kommunistiske lande og EU. Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Slovenien søger nu om optagelse i EU. Det samme gør Cypern og Malta.

EU's seneste regeringskonference i Nice blev afsluttet i december sidste år. Nice-traktaten skulle bringe EU i stand til at optage kandidatlandene. Ved sommerens topmøde i Göteborg erklærede statscheferne, at det burde være muligt at afslutte forhandlingerne senest ved udgangen af 2002. Målet er, at de kandidatlande, der kan opfylde EU's krav, kan deltage som medlemmer i valgene til Europaparlamentet i 2004.

Folkeskolen har besøgt Slovakiet, Polen, Letland og Ungarn for at beskrive lærerlivet i de postkommunistiske lande. Dette er den første artikel.

Slovakiet - Europas yngste nation

Befolkning: 5,3 millioner

Areal: 49.035 km2

Hovedstad: Bratislava

Sprog: Slovakisk

Religion: Cirka 60 procent er romerskkatolske

Slovakiet løsrev sig efter en folkeafstemning fra Tjekkiet i 1993

Powered by Labrador CMS