Studerende i modvind

DLF's kongres støttede ikke de lærerstuderende i deres modstand mod mødepligt på seminarierne

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De lærerstuderendes forslag om en række pædagogiske emner fik en ublid medfart på DLF's kongres.

Fem forslag blev fremsat, men kun et af dem blev vedtaget.

Sidstnævnte drejede sig om, at seminarierne ikke må prioritere Åben Uddannelse eller anden ekstern kursusvirksomhed højere end læreruddannelsen.

- I de senere år er seminarierne brugt til anden kursusvirksomhed end at uddanne lærere. Det er naturligvis godt at se, at der er gang i videreuddannelse af lærere. Men vi lærerstuderende er bekymrede, fordi denne anden kursusvirksomhed er meget økonomisk attraktiv. Vi frygter, at den trænger den egentlige læreruddannelse i baggrunden, sagde Malte von Sehested.

Et ønske om at pålægge hovedstyrelsen og kredsene at arbejde for afskaffelse af skoleovertagelser, hvor studerende i praktik underviser, mens lærerne er på et fælles kursus, blev nedstemt.

Det samme blev en resolution, der skulle slå fast, at læreruddannelsen skal foregå på landets 18 seminarier og ikke på et reduceret antal uddannelsescentre.

- Det er vigtigt, at Danmarks Lærerforening forstår, at læreruddannelsen foregår på de 18 seminarier landet over. Det er vigtigt for de lærerstuderende og for folkeskolerne i de områder, hvor der er seminarier. Vi har behov for 18 forskellige seminarier med selvstændige pædagogiske profiler, der relaterer sig til lokalsamfundet, sagde lærerstuderende Morten Borberg Nielsen. Lige meget hjalp det.

To resolutioner blev trukket tilbage, efter at de havde været i modvind fra talerstolen. Det drejede sig dels om en resolution om talkarakterer, som de lærerstuderende er imod, dels om en resolution om mødepligt i læreruddannelsen, som de studerende også er imod.

Lærerstuderende Christian Lenau Henriksen:

- Mødepligt sikrer ikke det faglige engagement. Hvordan er det at sidde med 30 studerende, hvoraf det kun er de fire, der er interesseret i undervisningen? Tre sover, fire spiller backgammon, og fem skal hele tiden hente kaffe. Mødepligt sikrer ikke kvalitetsudvikling i læreruddannelsen. Det er rarere, at de studerende har lyst til at være der. Vi er voksne nok til at tage ansvaret for, hvornår vi vælger, at den undervisning, vi får, er god nok.

Torben Møller Petersen, Sydfyns Lærerkreds:

- Som formand for et af landets seminarier har jeg gjort mig til talsmand for, at det er rimeligt, at de studerende er tæt på klasselokalerne, når der blev undervist. Jeg går ikke nødvendigvis ind for mødepligt, men jeg går ind for, at de lærerstuderende er studieaktive. Det er deprimerende for vores uddannelse og for vores job, sådan som vi ofte bliver omtalt i medierne.

- Vi har nu et kvalitetsudviklingsprojekt, hvor vi vil prøve på at hæve vores prestige. Det gælder også læreruddannelsens prestige. Det er luksus, det, de lærerstuderende kommer med. I skal ud og arbejde i en folkeskole, der bygger på fællesskab og samarbejde. Der kan det ikke nytte noget, at I som enkeltpersoner vælger at vælge fra og trække jer ud. I skal ind og give noget af jer selv også på seminariet. Ellers falder det hele fra hinanden. Stemmer vi for det her, ser det ud som om, vi går ind for en slasket holdning på seminarierne, sagde han.

Efter at formanden for pædagogisk udvalg Jørgen Stampe på hovedstyrelsens vegne også havde vendt tommelfingeren nedad, blev resolutionen trukket tilbage.