Peter Mouritzens barndomshistorie, 'Forbudte børn', fra 1984 henvender sig måske mest til voksne, men læses med fryd af mange børn. I dén får ungerne på et tidspunkt forbud mod at lege frit i gården. Da betror den ene bette knægt dramatisk hviskende de andre, hvad ordene mor og far dybest set betyder: Mord! og Fare! De vil suge børnenes blod! Knægtene er ved at gå bagover. Et svimlende perspektiv, der for altid griber ind i deres barnetro på voksenverdenen. Som modtræk danner ungerne så en varulvebande, der skal hærge og husere overalt. 'Som en vild og blodig, utæmmelig bande. Nu vi alligevel var blevet gjort gårdløse, skulle ingen vide sig sikre for os.' I bogen bliver det mest ved fantasierne. I dag rapporteres der fra virkeligheden:

Gårdløse, forbudte børn og unge danner varulvebander og er til mord og fare for hinanden og for os voksne. Det er den danske kultur, der står på spil.

Mange af vore børne- og ungdomsbogsforfattere beskriver her i slutningen af det 20. århundrede en børnekultur, som rummer mindre og mindre Mor og Far, mere og mest Mord og Fare. Nogle gør det realistisk, de fleste i den fantastiske stil, for at budskabet kan blive spiseligt for voksne smagsdommere.

På det pædagogiske felt står samtidig to børnesyn i angrebspositur i forhold til hinanden. Læsedebatten har markeret fronterne:

På den ene side forfattere og pædagoger, der synes, børn skal læse og lære, som de altid har gjort og har det bedst med. Pædagoger arrangerer og programmerer sproglig opmærksomhedstræning, bogstavindlæring, udvælger letlæsningsbøger og morsomme, hyggelige historier uden Mord og Fare. Ironisk nok fordi de mener, at mor og far ikke lever op til deres opgave.

På den anden side står forkæmpere for funktionel læsning med udgangspunkt i barnets brogede virkelighed og lyster; de gør brug af fortællinger, som kræver, at børnene står på tæerne som læsere, og som i lighed med computerspil, videofilm og sang/musik ikke forenkler i adaptationens hellige navn. Det er til gengæld en pædagogik, som forudsætter opbakning fra den kære mor og far.

Selvmodsigelsesfulde indtryk og udtryk er, hvad børnenes (og vores) kultur baserer sig på. Hvordan skal børn kunne trives i en sådan kultur, hvis deres skole, institutioner, medieproduktioner og så videre lukker øjnene for, at der jo ikke findes nogen barndom, som kan leves isoleret fra ungdoms- og voksenlivet. Der findes ikke noget, som kan afgrænses som forbudt for børn, usundt for børn, ikke-alderssvarende og så videre. Børn lader sig ikke tale ned til, men meget gerne ind til. Forbud for børn skaber blot forbudte børn.

I disse år flytter børnekulturen sig markant. Hvis ikke de voksne kulturformidlere flytter med, bliver de totalt til grin inden næste årtusinde.

I debatten spaltes barndom i to billeder: Skiftevis portrætteres det guddommelige englebarn, som tager medansvar for egen læring, evaluerer sig selv, sætter sig det mål at blive en god demokratisk, ikke-voldelig mor og far engang og arbejder projektorienteret derpå, sådan som vi voksne ønsker. Og så det djævelske yngel, som griber forstyrrende ind i undervisningen, mobber hinanden og lærerne, råber 'Skyd indvandrerne' og signalerer mord og fare for den danske kultur, hvis ikke vi griber disciplinerende ind. Er det så underligt, at barnet samtidig spalter billedet af den voksne op i to lige så modsatrettede syn? Længslen efter de kærlige, lyttende og beskyttende fædre og mødre trives side om side med forestillinger om børneblodssugende varulve og vampyrer.

Herdis Toft er lektor i dansk ved Danmarks Lærerhøjskole, Skive.