Kredsformand ville give syndsforladelse

Reinhard Werner mente ledelsen viste foragt for kongressen i behandling af en konkret sag, men endte med at trække sit forslag

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med tilbagevirkende kraft godkender kongressen, at DLF's daglige ledelse i ét konkret tilfælde har opfordret en kreds til at indgå aftale i direkte modstrid med kongressens vedtagne retningslinier for anvendelse af decentral løn.

Det var indholdet i et forslag til kongresvedtagelse fra Reinhard Werner, Vestsjællands Lærerkreds.

Kongressen vedtog i 1995, at kredsene ikke måtte indgå aftaler om decentral løn for lærere i folkeskolen, og det er denne kongresbeslutning, Reinhard Werner mener er blevet overtrådt. Det handler om en konkret sag, hvor en overlærer i Kalundborg Kommunes observationsklasse påtog sig en række ekstraopgaver og ekstra ansvar i en periode i 1995-96. Kommunen ville aflønne læreren med penge fra puljen til decentral løn, men kredsformand Reinhard Werner sagde nej tak til dette og henvendte sig til DLF centralt for at få hjælp.

I foråret indgik Lærerforeningen så en aftale med Kalundborg Kommune og Kommunernes Landsforening om et kompromis. Læreren kunne få halvdelen af pengene - 3.000 kroner - fra kommunens vikarmidler og de resterende 3.000 kroner som decentral løn. Det er denne beslutning, som Vestsjællands Lærerkreds protesterer over.

Reinhard Werner sagde, at hans forslag til kongresbeslutning var ment som et forsøg på at lande sagen, uden det blev alt for pinligt.

- Det er ment som en fremstrakt hånd. Kongressen må give syndsforladelse til hovedstyrelsen, sagde han.

- Vi skal forholde os til kongressens værdighed og troværdighed, og det er en uhørt foragt for kongressen at sidde en vedtagelse overhørig.

Hvis vi som kongres kun kan udtrykke et skuldertræk for denne sag, så er vi blevet et uforpligtende debatforum, sagde Reinhard Werner.

Vestsjællands Lærerkreds protesterer over, at hovedforeningen ikke vil føre sagen for en faglig voldgift. Kredsen har besluttet ikke at tage kompromiset. I stedet vil medlemmerne solidarisk betale læreren det pågældende beløb.

Poul Hagh Petersen fra Roskilde mente, at redaktøren af Folkeskolen havde gjort sagen værre ved at skrive om den på lederplads og kalde kredsformanden fundamentalistisk. Det var at kaste benzin på bålet. Han sagde, at hovedstyrelsen burde have taget afstand fra redaktørens leder om sagen.

Torben Møller Petersen fra Sydfyns Lærerkreds sagde, at han var enig i, at noget var gået galt i sagen, og at Reinhard Werner som kredsformand ville have brudt kongresvedtagelsen, hvis han havde indgået aftale om decentral løn.

- Men vi er i kongressen lidt skyldige. Vi kunne bruge denne sag til at blive klogere. Vi skal være opmærksomme på, at vores vedtagelser skal være operationelle, sagde Torben Møller Petersen.

- Man skulle have sagt, at dette medlem ikke kan få løn for arbejdet, hvis der er andre, der ikke får løn for tilsvarende arbejde - og det har vi eksempler, der viser på Sydfyn.

- Men jeg opfatter Reinhard Werners forslag som et udtryk for mistillid til den daglige ledelse i foreningen, og det er vi vel ikke parate til, sagde Torben Møller Petersen.

Andre mente, at det var en dum sag, men at de ikke kunne stemme for forslaget.

Formanden sagde, at hun ikke ville sagsbehandle på kongressen, men at hovedstyrelsen tog forslaget meget alvorligt.

- Jeg vil afvise, at vi traf beslutning uden om en kongresvedtagelse. Vi traf afgørelsen for at hjælpe et medlem. Reinhard Werner vil have kongressen til at udtrykke mistillid. Det er en ureel måde at gøre det på, sagde Anni Herfort.

Hun anbefalede, at han trak forslaget, og hvis ikke han gjorde det, anbefalede hun kongressen at stemme forslaget ned i respekt for sig selv.

Hovedstyrelsesmedlem Henrik Billehøj mente, at der i sagen var tale om et fejlskøn fra fagligt udvalgs side og en urimelig sagsbehandling, men han ønskede ikke at bruge sagen til at give udtryk for mistillid her på kongressen.

Reinhard Werner medgav, at han havde brugt stærke ord under sin fremlæggelse, men at der også var tale om stærke ting. Han fastholdt, at det var foragt for kongressen at overtræde en kongresvedtagelse.

- Selvfølgelig bliver formanden ked af det, når jeg bruger så stærke ord, men det handler ikke om formandens humør, men om politik. Det er rigtigt, at jeg kunne have givet et mistillidsvotum til formand og næstformand, fordi de ikke havde været i stand til at føre en kongresbeslutning ud i livet. Men jeg forsøgte at slutte sagen på en værdig måde med mit forslag, sagde Reinhard Werner.

- Jeg tror, kongressens delegerede har forstået budskabet, og da det ikke må udvikle sig til en farce, trækker jeg forslaget.

Formand Anni Herfort mente, at Henrik Billehøjs fremstilling af sagsforløbet var ukorrekt, og at Reinhard Werner var personfikseret.

- Formanden er ikke ked af det, men vred, sagde Anni Herfort.

- Formanden forsøger faktisk at være formand for en demokratisk ledet hovedstyrelse, og vi synes i hovedstyrelsen, at det fungerer meget godt. Hvis Reinhard Werner synes, der er tale om en svag formand, så må det være hans opfattelse af sagen.

Anni Herfort udtrykte tilfredshed med, at forslaget var blevet trukket.