Klager skal behandles af uvildigt nævn

Lille flertal for en uvildig instans, der skal kigge på klager over sagsbehandling

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforening skal på længere sigt have en uvildig klageinstans, der kan behandle klager fra medlemmer over konkrete sagsafgørelser foretaget af foreningen lokalt eller centralt.

Kredsformand i Århus, Jette Jensen, fremlagde på kongressen et forslag, der pålægger hovedstyrelsen at udarbejde et forslag til oprettelse af en sådan klageinstans.

- For mig har det aldrig virket hensigtsmæssigt, at politiet undersøger klager over sig selv, sagde Jette Jensen ved fremlæggelsen af forslaget.

- Indimellem kommer vi også ud for klager over sagsbehandlingen. Hvis det er en klage over den lokale sagsbehandling, behandles det i hovedforeningen, og hvis det er en klage over sagsbehandlingen i hovedforeningen, går sagen til hovedstyrelsen, men det er altid DLF, der behandler klager over DLF. I andre organisationer har man taget konsekvensen af dette misforhold og oprettet uvildige klageinstanser.

Jette Jensen understregede, at forslaget ikke blev fremlagt, fordi sagsbehandlingen ikke er god nok, men fordi hun mener, at den sagtens kan holde til et eftersyn udefra. Århus Lærerkreds tager i forslaget ikke stilling til, hvilken klageinstans der skal oprettes og hvordan.

- Det store arbejde overlader vi gerne til DLF, sagde Jette Jensen.

Ihovedstyrelsen var der et meget lille flertal for forslaget. Formanden sagde, at hun ikke har problemer med, at sagsbehandlingen bliver kigget i kortene af en uvildig ekstern klageinstans, men hun mente, at det var en svaghed ved forslaget, at der var tale om konkrete sagsafgørelser, fordi det kunne være svært at afgrænse politiske sager fra administrative sager, og at oprettelsen af en klageinstans ikke måtte betyde, at man ikke kunne klage over politiske sager.

- I dag kan medlemmerne klage og gøre sig parlamentarisk gældende, de kan klage og kombinere det med læserbreve i Folkeskolen, så vi skal passe på ikke at beslutte noget, der kan begrænse medlemmernes klagemuligheder, sagde Anni Herfort.

Formanden henviste desuden til, at det er et meget stort arbejde at udrede, hvordan en eventuel klageinstans skulle fungere, og at der er tale om meget få klagesager. Til det svarede Jette Jensen, at hun er enig i, at der er mange problemstillinger, der skal tages højde for før oprettelse af en klageinstans, og at det måske handler om forskellige demokratiopfattelser. For hende er det ligegyldigt, hvor mange der ønsker at bruge en uvildig klageinstans. Hvis bare én vil bruge det, er det nok for hende. Jette Jensen pointerede også, at klageinstansen skulle gælde alle typer sager.

Og forslaget blev vedtaget af kongressen ved afstemning med 153 stemmer for, mens 119 stemte imod og 29 undlod at stemme.