Finanslovsforslag om ledige

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Regeringen har fremsat lovforslag L23 til finanslov for 1998. Forslaget indeholder bestemmelser om styrket faglig mobilitet, geografisk mobilitet og ret til individuel beregning af dagpenge.

I praksis betyder ændringerne i forslaget, at en uddannet, arbejdsløs lærer skal søge job i andre brancher eller tage imod jobtilbud i anden branche efter kun et halvt års lediggang. Før gjaldt reglerne for ledige, der havde været uden job i et år.

Desuden må den ledige ikke afslå jobtilbud med begrundelsen om, at arbejdspladsen ligger for langt væk fra hjemmet, hvis der er mindre end fire timers transport om dagen. Det betyder, at en arbejdsløs lærer i København ikke må sige nej til job i Nyborg på grund af afstand. Tidligere var reglen halvanden times transport hver vej, så også her er der tale om en stramning af reglerne.

Endelig vil lovforslaget få konsekvenser for nyuddannede, ledige lærere i beregningen af deres dagpenge. Før kunne dimittender som hovedregel opnå nyberegning af deres dagpenge efter tre måneders arbejde, nu sker dette først efter 52 ugers arbejde. De nærmere regler kan læses i 'dlf/a orienterer' fra 20. oktober 1997.