Børn har ikke brug for flere pædagoger

DLF's formand beskylder pædagoger for at ville stjæle stillinger i folkeskolen. BUPL's formand kalder det en overreaktion

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Indskolingen skal styrkes, slog formand Anni Herfort fast i sin mundtlige beretning. Hun understregede, at det ikke skal ske ved at lukke flere pædagoger ind i folkeskolen.

- Jeg kan ikke sige mig fri for en mistanke om, at det ikke er tilfældigt, at forslaget om, at pædagogerne fra skolefritidsordningerne skal ind i skolen og være undervisere, fremkommer netop på et tidspunkt, hvor kommunerne har problemer med deres pasningsgaranti og med budgetterne, og pædagogerne har problemer med fuldtidsstillinger.

- Denne skræven over hækken til vores overenskomstområde med deraf følgende besparelser er ikke svaret på de skærpede krav til skolen om at styrke det faglige, færdighederne og kundskaberne, sagde Anni Herfort med direkte adresse til BUPL's (Forbundet for Pædagoger og Klubfolk) formand Bente Sorgenfrey, der sad på tilhørerrækkerne som gæst.

Det var en lidt ubehagelig måde at få opmærksomhed på, sagde BUPL's formand efterfølgende til Folkeskolen.

- Jeg synes, at Anni Herforts angreb er en overreaktion. Vores udgangspunkt er ikke at gå hen og overtage lærernes arbejde. Vi har rigelig brug for pædagoger andre steder end i folkeskolen. Men med den viden, vi i dag har om, hvordan børn lærer, da synes vi, at man kan bruge pædagoger mere konstruktivt, end man har gjort mange steder.

- Handler det også om, at I vil sikre fuldtidsstillinger til de pædagoger, som er ansat i skolefritidsordningerne?

- Mange af disse holdninger havde vi også tidligere. De bliver måske mere og mere konkrete, fordi vi også har 'pædagogen i folkeskolen' som satsningsområde i denne kongresperiode. Men selvfølgelig har vi også brug for, at hvis vi skal kunne tiltrække en kvalificeret arbejdskraft i skolen, så skal det ikke være til 25-timers stillinger, så skal vi have mulighed for at skaffe fuldtidsstillinger.

- Det er vel ikke odiøst for en faglig organisation at have det mål, spørger Bente Sorgenfrey.