Der er sket masser af udvikling i den danske folkeskole i de sidste ti år. Hvis man forestiller sig, at man laver et tilfældigt nedslag på et lærerværelse i et spisefri-kvarter, vil man opdage, at lærerne taler om noget andet end for ti år siden, ja måske endda for fem år siden. Ord som projektarbejde, team, årsplan, tværfaglige temaer, fokus på den enkelte elev ryger ube-sværet over bordene mellem madpapir og kaffekopper. Hvis man så fortsætter med de samme lærere ud i klasselokalerne og overværer undervisningen, vil man ofte opdage, at selve undervisningen ikke er særlig meget anderledes end for ti år siden. Eller i hvert fald kan det være vanskeligt at se, hvordan alle de 'rigtige' ord, vi lige har hørt, sætter sig igennem i undervisningen.

En tilsvarende iagttagelse har vi gjort i en undersøgelse, hvor vi har set på, om eller hvordan skolepolitiske målsætninger påvirker det, der faktisk foregår i klasselokalet. Her har vi kunnet konstatere, at de deltagende lærere har været positive for det at arbejde med politiske kvalitetsmål. De finder ligeledes, at indholdet, ordene, er fornuftige og relevante. Lærerne arbejder samvittighedsfuldt med deres undervisning, men vi har ikke kunnet konstatere tegn på, at man i praksis har arbejdet målrettet med det, der står i de politiske målsætninger. Øjensynlig skal der noget andet og mere til for at skabe ændringer i klasselokalet. Man kan sige, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem at kunne ordene og tale om dem og så at gøre det i praksis.

Alligevel kan man opleve, at der bliver søsat det ene udviklingsprojekt efter det andet, som handler om at diskutere og formulere værdier og visioner for skolen. Sådanne projekter giver ofte anledning til spændende diskussioner og måske endda flotte rapporter, som kan trykkes på glittet papir og uddeles til skolens interessenter.

Når det drejer sig om udviklingsarbejde, som fører til ændringer i det praksisnære, ser resultaterne umiddelbart langt mindre prætentiøse ud. Et engageret lærerteam, som efter fem års arbejde i en klasse har fået udviklet en samarbejdsform med 28 forskellige børn, som gør det muligt at arbejde med interessante og relevante projekter, blive klogere på verden og fremlægge sine erfaringer for andre børn og voksne - giver ikke avisoverskrifter eller umiddelbart målelige resultater. De store og revolutionerende ændringer er jo sket i hovedet på og i samværet mellem en gruppe mennesker.

Eller sagt på en lidt mere firkantet måde: Det er både nemmere og på nogle områder billigere - og umiddelbart mere synligt og prestigefyldt - at ændre 'den måde man snakker om tingene på', end det er at være med til at udvikle den praksis og de relationer, som er af betydning for, at der kan skabes god læring for både børn og voksne. Ikke mindst er det som oftest langt mere besværligt, langvarigt og forpligtende at kaste sig ind i projekter, som handler om praksisnær udvikling. Det er i sådanne situationer, at man kan risikere at blive både upopulær og uvenner med ellers rare og flinke kolleger. Derfor er ledere, lærere og konsulenter ofte tilbøjelige til at prioritere projekter, som handler om ord, frem for projekter, som sigter mod vedvarendeændringer i praksis.

Som leder har man ansvar for at lede dialogen og sikre, at relevante problemstillinger drøftes i organisationen. Ord fylder meget - og det skal de blive ved med at gøre. Pointen er blot, at det ikke er nok at snakke om det. Som leder må man sikre, at der bliver skabt forstyrrelser i den daglige praksis. Erfaringer fra flere udviklingsprojekter, som vi har fulgt, viser, at det netop er forstyrrelserne, som skaber bedre sammenhæng mellem det, man siger, og det, man gør. Forstyrrelser kan for eksempel være udfordringer af lærerne gennem teamsamtaler, som tager udgangspunkt i praksis, besøg i klasselokalet, drøftelse af årsplaner.

Hvis det ikke bare skal blive ved snakken, er det en forudsætning, at lederen har en indsigt i den pædagogiske praksis og besidder en didaktisk kompetence, som gør det muligt at skabe relevante forstyrrelser.