Lærerne hælder til Kerry

Præsidentkandidaterne George Bush og John Kerry er enige om det meste, når det gælder uddannelse. Også om flere prøver og større ansvarlighed, men Kerry løber alligevel med lærernes gunst

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er millioner af lærere i USA, og hvis de følger anbefalingerne fra deres fagforeningsledere, er det ikke umuligt, at John Kerry vinder præsidentvalget den 2. november. Kerry har nemlig ofret megen energi under valgkampen på skolespørgsmål, og især er lærerne sikkert glade for hans løfter om klækkelige lønforbedringer, både generelle og som ekstra belønning af de dygtigste. Præsident George W. Bush har været meget mere forsigtig med at udstede blankochecks.

National Education Association er med 2,7 millioner medlemmer den største lærerorganisation, og på et konvent for nylig sagde formanden Reg Weaver: »Vore medlemmer kan blive x-faktoren i dette valg, og sammen med vore søsterorganisationer kan vi gøre en afgørende forskel på valget«.

De delegerede jublede, og det gjorde de også, da John Kerry senere talte.

Kerry stemte for Bush

Der er stor forskel på de to kandidaters interesse for undervisningsspørgsmål set i historisk lys. Undervisning har altid stået højt på Bushs dagsorden, og denne interesse går helt tilbage til hans tid som guvernør i Texas. Under valgkampen i 2000 var en skolereform for de yngre klasser i skolerne et af hans hovedemner, og det lykkedes faktisk at komme igennem med reformen No Child Left Behind Act i efteråret 2001. Det skete med bred politisk støtte, og John Kerry var blandt dem, der stemte for.

I dag siger kritikerne, at George Bush ikke har fremskaffet de nødvendige midler for, at projektet kunne lykkes, og at han i øvrigt ikke har lagt megen energi for dagen for at forbedre resten af sektoren.

John Kerry har været senator i over 20 år og har gennem årene stået i spidsen for en række vigtige udvalg, især udenrigspolitiske, men undervisning har ikke haft videre interesse. Han har aldrig haft sæde i en komité inden for uddannelse, og i de fleste debatter i Kongressen har han holdt sig på sidelinjen. Også når No Child Left Behind Act var emnet.

Men i valgkampens slutfase er han kommet på banen med en række vidtgående forslag, vel vidende at det i hvert fald for yngre amerikanere er et vigtigt emne. Bush har også givet sine reformforslag et frisk pust.

Flere prøver og ansvarlighed

Der er forskelle i kandidaternes programmer på området, men på afgørende punkter kan uenigheden være svær at få øje på.

»Vores uddannelsesplan for et stærkt Amerika sætter høje standarder og kræver ansvarlighed af forældre, lærere og skoler«.

Hvem sagde mon det? Bush eller Kerry?

Det var John Kerry, og udtalelsen faldt på det demokratiske partikonvent, da han blev kåret som præsidentkandidat.

Men ordene kunne lige så godt være kommet fra George Bush.

Mange af deres programpunkter er som nævnt sammenfaldende, og den fælles kerne er at bygge videre på No Child Left Behind-reformen, en modernisering af anden forældet lovgivning og nye reformer for de ældre og ældste klasser i skolesystemet, teenagerklasserne.

»Jeg kan ikke se den store forskel på kandidaterne, idet de på hovedområder som flere prøver og øget ansvarlighed står for stort set det samme. Der er forskel på deres økonomiske tilsagn, men ærligt talt har jeg svært ved at se, hvordan Kerry kan skaffe penge til at indfri sine løfter«, siger Chester Finn, der er amerikansk ekspert i uddannelsespolitik.

»Men bortset fra problemet med penge er Kerrys idé om at belønne lærere, der yder en ekstraordinær og målbar indsats, sikkert den bedste af hans ideer. Bonus baseret på performance har en intuitiv appeal. At gøre et særlig godt stykke arbejde og få en ekstra stor løncheck er den amerikanske måde at gøre det på«, tilføjer Chester Finn.

John Kerry vil sætte 200 milliarder kroner ind på en tiårig plan, hvor skoledistrikterne kan give lønforhøjelser til lærere, hvis elever konstant klarer sig bedre end andre. Samtidig skal det gøres nemmere for skoler at fyre lærere, hvis elever klarer sig dårligere. Dygtige lærere skal også kunne opnå højere løn ved at søge ind på belastede skoler. Filosofien er, at de vil kunne gøre en afgørende forskel i forhold til så mange andre støtteprogrammer.

Også prøver i de små klasser

Eksperter anser Kerrys udspil for at være godt politisk tænkt, og at det er kommet på den politiske dagsorden for at blive.

George Bush er inde på noget af det samme, men de beløb, han lover, er i sammenligning minimale. Med hensyn til reformer er han indstillet på at bygge videre på de eksisterende og udbrede dem også til de ældste klasser.

En anden forskel på de to kandidater er, at Bush i langt højere grad er optaget af flere prøver og øget ansvarlighed også i de helt små klasser. Det er specielt flere prøver i læsning og matematik, han efterlyser. Han mener, at de på et tidligere tidspunkt end hidtil vil vise, hvor de enkelte elever trænger til ekstra hjælp.

folkeskolen@dlf.org

Læs mere på: www.georgewbush.com/Education/

www.johnkerry.com/issues/education/

På folkeskolen.dk er der til højre for denne artikel flere link