Det er sagt før det er hørt før det er måske forsøgt før: Når noget kommer frem ofte nok i debatten, ender vi med at tænke: »Der må nok være noget om snakken«.

Mit ærinde er her at få vakt modstemme til det, vi så ofte hører i kritikken af skolen. Der peges på manglende faglighed. Der efterspørges kvalifikationer og færdigheder. Der findes stemmer i skolen, som deler disse synspunkter på skolens opgaver og er med til at give styrke og kraft til snakken. Men jeg er også vidende om, at der er andre i og uden for skolen, som kunne give styrke og kraft til en anden stemme om skolens opgave. En stemme, som kunne lave en anden fortælling om skolen. En fortælling med respekt for den dannelsesopgave, der har øje for både at danne og uddanne at udvikle faglige og menneskelige færdigheder.

Når det er svært at få den stemme til at komme til orde, kan det hænge sammen med, at pædagogik er et stort fag, men at det ikke fylder meget i læreruddannelsen og efterfølgende i hverdagen opleves som et meget teoretisk område ofte uden sammenhæng med hverdagens gøremål.

Der er forskel på teori og praksis. Det skal der også være. Teori skal ikke foreskrive praksis, men teori skal give udsyn/helhed og levere begrundelser for de tanker, ord og handlinger, som den professionelle lærer gør sig. Vi skal kunne tage afsæt i teori, og vi skal kunne reflektere med teori. Pædagogik bliver med andre ord et felt, der åbner sig på seminariet for den studerende, og som aldrig afsluttes i lærerens praksis. Den pædagogiske diskussion må derfor tages i skolen, så den stemme kan høres, der kommer fra lærere, som er optaget af at udvikle hele børn, udvikle børn, der gør en forskel i deres eget liv og i andres. Børn, som møder voksne, der gør en forskel i en dagligdag, hvor samværet netop er præget af, at her mødes et jeg med et du, og vi gør en forskel.

En erfaren lærer berettede om en positiv oplevelse, der havde prentet sig i bevidstheden. Læreren havde for år tilbage været på ferie hele sin sommerferie. Med dårlig samvittighed over manglende forberedelse af det kommende skoleår og for at vinde tid indledte vedkommende skoleåret med at fortælle om sin egen ferie. Sådan gik også næste dag og den tredje formodentlig også. Sidst på ugen fik eleverne til opgave at skrive om deres ferie. Man kunne harmes over lærerens lange ferie og manglende forberedelse, men man kunne også ønske, at læreren denne dag havde fået supervision. En supervisor kunne have udviklet den pædagogiske bevidsthed gennem sine iagttagelser: Eleverne fik foræret en faglig ramme at skrive i om deres personlige oplevelser af deres ferie, de blev mødt af et ægte, levende og tilstedeværende menneske, kultur, traditioner, historie og relationer blev givet betydning, forskellige faglige perspektiver blev trukket ind i lærerens fortælling som motivationsskabende for elevernes arbejde med dansk, samfundsfag, geografi i det kommende skoleår. Først da forældrene udtrykte deres tilfredshed med lærerens skolestart og den positive effekt, det havde haft på deres børn, glædede læreren sig over, at han havde taget så heldigt fat. Forældrene gav læreren respons på den faglighed, der så flot var kommet frem.

Det er problematisk, at kritikken af skolen giver stemme til manglende faglighed, underforstået faglige kvalifikationer. Skolens hverdag består af en større forståelse af faglighed. Vi har brug for de stemmer, der sætter faglige kvaliteter på dagsordenen, der giver styrke og kraft til, at pædagogisk og fag-faglighed er helt nødvendig for undervisningen.

Jeg er overbevist om, at vi er mange lærere og ledere, der kan tale om denne både-og-nødvendighed i besvarelsen af spørgsmålet om, hvad vi vil med næste generation. Løft din stemme, så både du selv og andre kan høre, hvor mange vi er, der besvarer spørgsmålet med både fag-faglige og pædagogiske begrundelser.

Gør det så ofte, at du er med til at nuancere og ændre på indholdet af: »Der er nok noget om snakken«. Dit bidrag vil gøre en forskel.

Marianne Kondrup, folkeskole- og seminarielærer