Første bind af Herbert Pundiks længe ventede erindringer er en forrygende læseoplevelse. Han får samlet en fantastisk fortælling om sit lange og bevægende liv, selv om hans nærmeste kilder til familiefortiden i det gamle Rusland - farfar og far - mildest talt var tavse vidner. Herberts far, Mendel, fortalte aldrig detaljer om pogromen i Romney i Ukraine i 1905, hvorfra farfar og far måtte flygte med familien. De dukkede op i København i 1907, men hvor familien undervejs opholdt sig i to år, vides ikke.

Pundik (født 1927) gør sig mange tanker om det at huske fortiden på 60 års afstand: "At skrive erindringer er som at springe fra isflage til isflage i forsøg på at undgå at falde ned i det dybe, mørke vand, der gemmer de hemmeligheder, vi ikke tør huske". Der er dog "hukommelsens diamanter", der aldrig viskes væk - de er så hårde, at de ikke ændrer karakter gennem årene.

Om sig selv generelt skriver han: "Jeg har ingen sammenhængende erindringer". Hvad gør man så? Man komponerer en fortælling, der scenisk og sekventisk bevæger sig medrivende frem og tilbage i tid og tema, således at verdenshistorie og personlig erindring flyder mesterligt flot sammen.

Om farfar Berl Dov kan Pundik fortælle, at han og familien blev skånet i en blodig pogrom i deres lille ukrainske landsby, Romney, fordi farfar var uforlignelig god til at sy kosakhuer. I Danmark ændrede han fornuftigt kollektionen til arbejderkasketter, som Pundiks dengang 12-årige far Mendel var kanon til at sælge på havnen i København.

Flugt blev et grundvilkår for familien. I 1943 måtte man flygte igen, denne gang for tyskerne til Sverige. I 1954 emigrerede den unge nygifte Herbert til Israel med fru Sussi og deres førstefødte søn, Uri. Staten Israel var da seks år gammel.

I bagagen havde han blandt meget andet forskellige krigserfaringer: I 1945 vendte han hjem fra Sverige som medlem af Den danske Brigade, og han var med på det første jødiske hold frivillige, der meldte sig til Israels uafhængighedskrig i 1948. De fleste var sønner af indvandrerne fra Rusland og Polen. "Vikingejødernes" sønner, altså borgerskabets, blev hjemme i Israels skæbnestund.

"Det er ikke nok at overleve" er en ren hjertebog for nærværende anmelder. Pundiks holdninger og kommentarer til verdens skæve gang er uden omsvøb. Han blev et aktivt vidne til staten Israels første formative år. Og han er hudløst ærlig, når han i dag siger: "Vi forstod ikke dybden af den arabiske verdens uvilje mod oprettelsen af en jødisk, demokratisk stat i dens midte".

Bogen slutter i 1970, da Pundik bliver kaldt til København, fordi Politiken vil gøre ham til chefredaktør. Samme år bliver Sussi og Pundiks ældste søn Uri indkaldt til den israelske hær. Og vi véd godt, hvad der venter os i bind to: Uri Pundik dør i en kampvogn i Yom Kippur-krigen 1973.

Om Uris død skriver far Herbert i dette første bind en sætning, der skærer sig dybt ind i tårekanalen: "Man kan lære at leve med sorgen som med andre lemlæstelser".