Ideerne vælter ud af hende, og tempoet er højt. Hun er flad bagefter, men man skal have sanserne med i undervisningen, påstår hun.

»Jeg bilder mig ind, at det er vigtigt at efterlade nogle erindringsspor hos eleverne. Vi husker gennem sanserne. Når de tegner til 'Eine Kleine Nachtmusik', så tror jeg på, at de, næste gang de hører musikken, vil se farverne. Det sætter det kreative i spil«, siger Annemari Nilsson, lærer på Vig Skole i Vestsjælland. Hun har linjefag i billedkunst og dansk. Desuden er hun i gang med linjefag i tysk og en uddannelse som kunstterapeut.

»Det, man selv har lavet, husker man. Dét, læreren siger, at man skal, husker man ikke«.

»Jeg har nu været lærer i 22 år, og jeg nåede hurtigt frem til, at det skal være sjovt at gå i skole. Jeg oplevede tidligt, at jeg kedede mig gudsjammerligt i mine egne timer. Eleverne var sat i gang med kryds og bolle på en helt hjernedød måde, hvor de satte tegn derudad. Jeg tænkte, at der måtte være en anden måde at gøre det på. Så satte jeg mærkater på brystet af dem, pigerne var navneord og drengene udsagnsord, og så skulle de sætte sig parvis og danne ord«.

»Så kreativ undervisning er forædlet praksis mod at kede sig«, griner hun.

Kedeligt terperi kan forekomme, men så får eleverne at vide, at nu bliver det kedeligt.

»Vi skal igennem noget hammerkedeligt slavetysk, forklarer jeg dem. Men bagefter siger de ofte, at det slet ikke var så kedeligt. Når børn forstår hensigten, kan man få dem til alt«.

Plys-kuffert med tusser

I tysk tegner eleverne til tysk musik - Mozart og Strauss. De har kun en lille cirkel at tegne i og tre farver til ét musikstykke.

»En elev kom med sit papir, hvor der var et stort hul midt i en turkis cirkel. Han lignede én, der forventede skældud. Så tog jeg et stykke orange papir og satte bagpå og kom det i et plasticomslag. Så ser det helt anderledes ud. Og det er vigtigt, at det ser ordentligt ud. Han blev også overrasket«.

Annemari Nilsson har altid gode gel-penne med ind i sine klasser. I en lille blikkuffert med Peter Plys udenpå.

»Da jeg begyndte i klassen, satte jeg bare min lille Plys-kuffert på bordet. Så ved jeg, at én vil spørge på et tidspunkt. Det skete også, og jeg svarede, at det bare var nogle af mine ting. De spurgte mere, og jeg svarede tusser. Så er interessen vakt. Men jeg køber gode gel-penne i håb om at se nogle flotte noter, fortæller jeg dem så, og det virker. Selv i 9. klasse«.

Hun har lige skiftet skole og fik i afskedsgave fra sin 9. klasse en ny Plys-kuffert med tusser. »Så hun kunne gøre nogle andre børn glade«.

»De gode penne koster mig måske 80 kroner om året. Jeg køber også farvekridt, fordi jeg synes, det betyder noget, at noterne på tavlen er skrevet med forskellige farver. Det er vigtigt for mig, og jeg viser også eleverne min glæde ved at bruge ordentlige materialer«.

»Man skal være lidt original. Jeg siger gerne, at dette er lidt annemarisk. Det er et eksperiment, og hvis det virker, er det godt. Hvis det mislykkes, har vi forhåbentlig haft det sjovt imens«.

»Jeg er ikke bange for kaos. Man skal tage børnene med, afprøve deres ideer«.

30 sekunders tysk tale

Annemari Nilsson mener, at alle er skabt kreative, men at det skal trænes. For eksempel kræver det kreativitet at læse og skrive.

»Kreativitet er at være et stort legebarn. At drømme. At man tør springe ud i noget. Nogle gange er det mig, der kommer med ideerne, men så er det eleverne, der tegner«.

I tysk skal eleverne senere lave collager af en stak Stern-magasiner og skrive en lille historie.

»Drenges collager har ofte et hundehoved sat øverst på et jakkesæt og så i en fed bil, mens pigernes handler om mode, om at se fancy ud. Så taler vi om farverne på tysk, og hvordan man kan indlede en historie. Man må aldrig smide eleverne ud på helt dybt vand. Man skal sætte noget i gang. Jeg skriver nogle 'ordklodser' på tavlen, som man kan bruge. De sætter klodserne sammen, og så kan jeg se i deres ansigter, at de tænker: 'Aha, jeg har skrevet sætninger på tysk'. Det virker«. Eleverne skal også øve sig i at tale på tysk. Hun foreslår først, at eleverne skal forberede 30 sekunders tale.

»Så skal de tage tid på hinanden. Tiden er ligegyldig, men det optager dem. De urolige er straks klar med deres mobil og tidtagning. De øver sig i at lytte og i at tale. Hvis én taler i 19 sekunder, prøver vi sammen at improvisere de sidste 11 sekunder. Vi øver, hvordan man siger øh på tysk. Og der er altid nogle, der taler i 45 sekunder. Jeg spørger, om de har slået ord op derhjemme, og det har de. De får ros, og næste gang er der mange, der taler i 45 sekunder«.

»Og det har jo et formål. De skal kunne føre en samtale i 15 minutter til afgangsprøven efter 9. klasse«.