DLF: Ja til sammenlægning

Den 1. januar 2007 lægges Speciallærerforeningen af 1981 og Formidlerne sammen med DLF, hvis de to andre organisationer også siger ja

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med massivt flertal sagde kongressen, at man gerne vil slå DLF sammen med Speciallærerforeningen af 81 (S81) og Formidlerne, og formand Anders Bondo krydsede fingre for, at de to andre organisationer vil stemme for sammenlægningen, når de holder generalforsamlinger den 4. november.

De delegerede bød de nye velkommen i samarbejdet, men et par af dem var på talerstolen, fordi de »følte deres demokratiopfattelse krænket« af den overgangsordning, der er blevet aftalt mellem de tre organisationers forhandlere. Det betyder, at S81 i en periode skal have en fast plads i en række kredsstyrelser. Formanden for Haderslev Lærerkreds, Bent Hansen, mente, at det er ude af proportioner, når færre end 25 medlemmer udløser en plads i kredsstyrelsen.

»Det er mindre end den almindelige årlige tilgang af medlemmer«, sagde han og foreslog, at sammenlægningen blev udskudt til 1. april 2008, så ernærings- og husholdningsøkonomer og voksenspeciallærere på demokratisk vis kan deltage i den lokale kredsgeneralforsamling og vælge den nye styrelse. Det blev dog nedstemt.

Hvis S81 og Formidlerne siger ja til sammenlægningen, er stort set alle undervisere i de nye kommuner samlet i én organisation fra 1. januar 2007.