Det er skolens skyld

Jeg bliver umådeligt træt i hovedet, når jeg får at vide, at elevers uheldige opførsel er min skyld

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ofte præsenterer medierne os for en række grelle hændelser, hvor skolen og lærerne får skylden: Narkomisbrug hvis bare der var en lærer, der havde grebet ind, var det aldrig sket. Anoreksi en fortvivlet mor har i tv sagt, at hun var vred på datterens lærere for ikke at have opdaget sygdommen og grebet ind over for den i tide. Teenagegraviditeter for dårlig seksualundervisning.

I et stykke tid har det været mobberi, der har præget medierne, og her hører man ofte, at mobbeofrene er udsatte, fordi lærerne er for dårlige til at gribe ind. Der er sågar lige kommet en ny bog om netop det.

På skolerne har man taget konsekvensen dels af egen fri vilje, dels fordi de føler sig lidt presset til det af mediedebatten. Resultatet er, at man fra tid til anden i fjernsynet ser en gruppe glade skolebørn, der med de største smil proklamerer, at deres skole er en mobbefri skole, det har de nemlig vedtaget. På min skole har vi også det, man i offentligheden ville kalde en mobbepolitik, vi har i hvert fald været i avisen med det, og i alle klasser kæmpes der nogle seje kampe for at holde drillerierne nede.

Det kommer nok ikke bag på nogen, at elevernes evne til at lære i høj grad hænger sammen med tryghed. Vi er som lærere dagligt vidner til, at elever, der er uden for fællesskabet, bruger deres energi på at afværge bemærkninger og fysiske angreb fra kammeraterne i stedet for at bruge energi på at lære. Jeg gør ligesom mine kollegaer alt hvad jeg kan for at få mine elever til at indgå i et fællesskab, hvor der er plads til alle, både fordi jeg har lyst, og fordi jeg skal.

Der er nemlig endnu en gang blevet lagt en undervisningspligt oven i lærerhatten. Det er nu officielt, at lærerne foruden den daglige undervisning, kostoplysning, færdselslære, seksualundervisning og erhvervsvejledning også skal tage sig af »opførselslære«. En opgave, andre kan slå os oven i hovedet med, hvis det viser sig, at vores elever ikke opfører sig ordentligt.

Måske er det mig, der er naiv, men jeg vil mene, at lærere vel egentlig altid har forsøgt at skabe det tryggeste rum for eleverne at lære i netop for at de kunne lære. Nu er der bare kommet fokus på det i offentligheden, så derfor kan den (offentligheden) komme efter os, hvis et barn bliver drillet. For så gør vi ikke vores job ordentligt.

Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogle af mine kollegaer, der er enige i den påstand. Det var netop en kollega, der forleden sagde til mig, at drillerier jo ikke holder op, bare fordi det bliver formuleret, at det skal de. Jeg giver ham fuldkommen ret.

Der er for meget drilleri blandt børn, men er det ikke lidt for nemt at pålægge skolen og lærerne ansvaret for det? Er det ikke lidt billigt sluppet at fortælle skolen og lærerne, at nu skal mobningen stoppes ... Hvordan?

Jeg vil fortsat gøre alt, hvad der står i min magt for at lære eleverne at begå sig i et samfund af forskellige individer, men stoppe mobberierne helt, det kan jeg ikke. Jeg kan tale med mine elever om ret og vrang, men jeg kan ikke fjernstyre dem, og det vil jeg heller ikke. Jeg siger ikke, at skolen og lærerne ikke skal løfte deres del af opgaven. Vi er tæt på børnene og lærer dem godt at kende. Jeg siger bare, at jeg bliver umådeligt træt i hovedet, når jeg får at vide, at elevers uheldige opførsel er min skyld.

Mette Hylleberg er lærer