To dage, fire dagsordenspunkter, 307 delegerede og 28 hovedstyrelsesmedlemmer. Med Kolding Teater og Hotel Scanticon som de ydre rammer beslutter Danmarks Lærerforenings kongres onsdag og torsdag i denne uge, hvilket mandat formand Anni Herfort skal have til de kommende overenskomstforhandlinger.

Den kedelige

Den nemmeste og den kedeligste version om kongressen lyder:

1: Mødets åbning og valg af dirigenter

2: Forretningsordenen

3: Opstilling af DLF's krav til

overenskomst- og

aftaleforhandlingerne 1999

4: Ændring af Danmarks

Lærerforenings vedtægter.

Den næstkedeligste er nok at fortælle, at det handler om de generelle og de specielle krav til forhandlingerne. Og om ledernes og pensionisternes interne rolle i foreningen.

Den spændende

De kedelige punkter dækker over et spændende indhold:

Vil kongressen give formanden et så snævert mandat, så hun skal forhandle med hænderne bundet på ryggen? Eller har de delegerede mod til at give hende lov til at gå ind i reelle forhandlinger, så hun kan svare offensivt igen på arbejdsgivernes krav?

Fra medierne ved vi, at de kommunale forhandlere vil kræve ændringer i lærernes arbejdstid. Sandsynligvis vil de også komme med krav om, at lønningerne fremover ikke kun skal stige efter anciennitet. Tilbagemeldingerne fra medlemsmøderne i DLF viser klart, at der overhovedet ikke er forståelse for kravet om ny løn, hvis det betyder individualisering eller konkurrence om lønkronerne. Man vil have en løn, der passer til skolearbejdets indhold.

Derfor er det spændende, om kongressen siger helt nej til at tale om lønform, eller om man giver foreningens forhandlere et mandat, der gør det muligt at undersøge de alternative muligheder, der måtte vise sig undervejs i forløbet.

Også når det gælder arbejdstid, kan det blive spændende. Aftalen fra 1993 er efterånden revideret så meget, og der er lavet en masse akkorder på snart sagt hvad som helst. Men arbejdsgiverne fremturer, og deres dagsorden hedder: mere undervisning for de samme penge og dermed mindre foreberedelse. Hvilket mandat kan en kongres give formanden dér?

Og så skal man samtidig huske, at de krav, DLF's kongres vedtager, skal kunne bæres videre gennem Lærernes Centralorganisation og ind i KTO, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, som forhandler for alle kommunalt ansatte.

Under punktet vedtægtsændringer gemmer der sig to problemfelter: skoleledernes og pensionisternes forhold.

Hovedstyrelsen foreslår, at foreningens struktur ændres, så ledergruppen får større selvstændighed. Og på mange områder går man videre, end lederne krævede på kongressen for to år siden. Et sted står man dog fast, lederne skal stadig have en vis tilknytning til de lokale kredse.

Og så tjenestemandspensionisternes punkt: Hovedstyrelsen har meldt pensionisterne ind i Statstjenestemændenes Centralforening, fordi pensionerne forhandles med staten og ikke med kommunerne. Fremover skal pensionister derfor ikke deltage i urafstemningen om den kommunale overenskomst. Som en logisk konsekvens skal de heller ikke betale konfliktkontingent, som aktive lærere skal.

Der er ikke enighed om punkterne, og der skal to tredjedeles flertal til for at ændre vedtægter.

Det uhyggelige

Som arbejdsmarkedsforsker Jesper Due siger, er en kongres en symbolsk handling, hvor man signalerer sammenhold. Men det uhyggelige kunne ske, hvis foreningens højeste myndighed glemte, at en overenskomst ikke er et tagselvbord. Et forhandlingsmandat skal have elastik og forhandlerne et vist råderum, hvis der skal være reel mulighed for at nå til enighed med modparten.

Dobbelt uhyggeligt er scenariet som i 1995, hvor kongressen viste sammenhold før forhandlingerne, men hvor medlemmerne stemte det hele ned bagefter. To gange.

I forhold til skolelederne er én uhyggelig version, at der ikke bliver flertal for ledernes større frihed. En anden er, at ændringerne bliver gennemført, men at de praktiske forbedringer for lederne kommer så fodslæbende, så ledergruppen ikke mærker det. Begge versioner kan nemlig medføre, at flere ledere melder sig ud.