'Vi er foruroliget', skriver tillidsrepræsentant Hjørdis Nielsen på vegne af 27 medlemmer på Skovmoseskolen i Københavns Amt på bladets debatsider.

'Vi er foruroliget, når vi læser i om diskussionerne i hovedstyrelsen om decentral løn. Det, vi læser, kan kun opfattes, som om hovedstyrelsen overhovedet ikke har taget kongresbeslutningen helhjertet til sig og fulgt op med et politisk arbejde for at fastholde medlemmernes interesser.'

Hvordan de hovedstyrendes hjerter har det, skal lederskribenten hverken gætte eller gisne om. Men at foreningens ledelse et hundrede procent loyalt efterlever kongressens beslutninger om decentral løn, kan der ikke være tvivl om. Og Anni Herfort arbejder - som foreningens to foregående formænd gjorde det - målbevidst for at afskaffe fedterøvstillæg, individuelle tillæg, lokalløn, decentral løn, eller hvad skidtet nu for tiden kaldes.

Men det er ikke nemt, når forhandlere på begge sider af bordet glødende ønsker det modsatte.

Selvfølgelig er det vigtigt, at kongressen fastsætter et mål og nogle principper. Men det er langtfra nok. Det virker lige så kølende på de andre som en sodavandsis i helvede.

Hovedstyrelsen diskutere decentral løn. Både strategisk og taktisk. Og det skal gøres mange gange, for situationen udvikler sig hele tiden.

Der skal både forhandles, presses og argumenteres, hvis man vil gøre sig håb om at nærme sig foreningens mål.

Kongressen og hovedstyrelsen kan selvfølgelig vælge helt at stoppe debatten og så blot vedtage et ultimativt krav om, at alt andet end total imødekommelse af foreningens overenskomstkrav er uacceptabelt.

Det vil være en klar melding. Det vil give masser af medieomtale. Og Anni Herfort ville få lige så meget bevægelsesmulighed i forhandlingerne, som Harry Houdini i sin tid havde, når han bagbundet og lænket i kæder optrådte i en metalkiste på bunden af et havnebassin.

Spændende var det. Og publikum stod hver gang med tilbageholdt åndedræt og ventede på, om det ville lykkes ham at slippe fri.

Hvis kongres og medlemmer stiller ultimative krav uden den mindste manøvremulighed ved overenskomstforhandlingerne, kan formanden lige så godt tage navneforandring til Anni Houdini, for så er det hverken forhandlingsevne eller politisk flair, man beder om. Så er det illusionsmageri og tryllekunstnerevner. Og der er ingen garanti for, at tricket lykkes.

Omsat til forhandlingsrealiteterne kan det betyde, at formanden skal rejse sig fra bordet, nærmest før forhandlingerne er kommet i gang, og så kan de organisationsledere, der mener noget andet end Lærerforeningen, forhandle med arbejdsgiverne.

- Jamen, det er utilstedeligt at give op på forhånd, lyder argumentet imod at give forhandlerne manøvremulighed.

- Vi skal holde fast ved vores krav. Et hundrede procent. Vi rokker os ikke ud af stedet. Det vil give både modparten og vores såkaldte organisationsvenner noget at tænke over, fortsætter man.

Unægteligt.

Houdinis enke fik udbetalt dobbelt livsforsikringssum, fordi døden indtraf efter en ulykke. En sådan forsikring kan ikke tegnes ved overenskomstforhandlinger.

Læs side 12 og 20

Med tilbageholdt åndedræt stod publikum og ventede på, om det ville lykkes ham at slippe fri. Der var ingen garanti for, at tricket lykkedes