Mia Bloch betaler primært for undervisningsmaterialer, når hun hiver pungen op for at købe ting til sit lærerarbejde.

”Jeg underviser stort set kun i dansk som andetsprog og har i flere år haft et abonnement på en engelsk materialeside til 57 kroner om måneden. Det er en prioritering for at have lækre materialer”, siger Mia Bloch.

Hun er lærer på Firkløverskolen i Give og underviser blandt andre ukrainske, polske og rumænske elever, hvis forældre typisk arbejder i landbruget. Cirka ti procent af skolens elever er flersprogede. De går i almene klasser, og over 30 af dem får sideløbende basisundervisning i dansk.

”Mine kolleger bruger gratis materialer fra Opgaveskyen og Leg og Lektie til at supplere bogsystemerne med, da budgettet til engangsmaterialer er begrænset. Jeg har eleverne i få timer om ugen, og de skal ikke støde på opgaver i mine timer, som de allerede har løst i deres klasse. De har brug for opgaver, som motiverer dem”, uddyber Mia Bloch.

Selv om 57 kroner ikke er en formue, har hun forsøgt at få skolen til at betale, men det er ikke lykkedes. Sidst hun spurgte, fik hun at vide, at skolen helst skal betale via et EAN-nummer, og det opererer den engelske hjemmeside selvsagt ikke med.

”Jeg har gjort op med mig selv, at livet er for kort til, at jeg vil ærgre mig over, at jeg selv må betale, for jeg kan se, at materialerne motiverer børnene, hvilket giver mig arbejdsglæde. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at jeg selv skal punge ud, men jeg gider ikke stå med hatten i hånden regelmæssigt”, siger Mia Bloch.

For dårlig til at bede om lov

I en spørgeundersøgelse, som fagbladet Folkeskolen har fået udført blandt medlemmer af Danmarks Lærerforening ansat i folkeskolen, svarer hver anden lærer, at de inden for det seneste år har betalt for aktiviteter eller materialer, som de mener, skolen burde have dækket. 

Egenbetaling

Maj-Britt siger nej: "Ingen mærker, at skolen ikke har råd, hvis vi supplerer op"

Mia Bloch anslår, at hun i alt bruger 1.000 kroner om året på den konto.

”Jeg forsøger at holde det til det ene abonnement. Jeg har tidligere købt gribedimser for at hjælpe elever til bedre at kunne holde på blyanten og en tusch til at skrive på plastik. Jeg har også købt pynt til påske. Det giver både stemning og noget at tale om. I dansk som andetsprog skal eleverne lære om vores højtider, og det er bedre at tage udgangspunkt i konkrete materialer frem for billeder”.

Mia Bloch og hendes kolleger skal først bede om lov, hvis de vil have Firkløverskolen til at betale for påskepynt eller gribedimser.

”Det er jeg dårlig til. Om jeg bare vil bruge 35 kroner på en lyskæde til jul, gider jeg ikke spørge. Jeg gør det så nogle gange alligevel, men jeg får ofte et fluffy svar om, at det må vi se på. Forinden har jeg måske været forbi min afdelingsleder tre gange, før det lykkes at træffe ham. Så er det lettere at betale selv. Der er grænser for, hvad jeg vil bruge tid og energi på”, siger Mia Bloch.

Hun understreger, at hun ikke vil hive flere hundrede kroner op af egen lomme til materialer.

”Så siger jeg stop. Jeg bruger heller ikke penge uden at fortælle ledelsen om det, så min leder ved godt, at jeg har det engelske abonnement. Det er et fjollet vilkår, at jeg skal bruge af mine egne penge. Omvendt kan jeg gøre nogle ting, som boner ud med glæde. Jeg kunne lade være at betale, og det har jeg kolleger, der gør, men så skulle jeg bruge energi på at ærgre mig over, at eleverne ville gå glip af noget”.

Hvert fagområde bør få et beløb

En løsning kunne være, at hvert fagområde får stillet et mindre beløb til rådighed, så lærerne ikke skal gå tiggergang, foreslår Mia Bloch.

”Jeg har som vejleder i dansk som andet- sprog haft et årligt beløb, som jeg kunne bruge uden at skulle spørge, fordi der var tillid til, at pengene kom eleverne til gode. Men det har jeg ikke haft de seneste par år. Vi fik ny ledelse sidste skoleår, så der kommer forhåbentlig ændringer, for i et stort budget bør det kunne lade sig gøre. Men skolens økonomi er blevet dårligere, og der skal spares yderligere i Vejle Kommune, så det er svært at tro på”.

Egenbetaling

Hver anden lærer betaler selv for materialer

Mia Bloch peger på en anden problemstilling. Hun bruger sin mobil som oversætterværktøj i sit arbejde med de flersprogede elever. Samtidig kommer der løbede flere krav til, hvad lærere skal bruge deres private telefon til.

”For nylig skulle vi opdatere vores arbejdsmail, og det krævede, at vi installerede en app til sikker kommunikation. I forvejen har vi en app til at registrere kørsel i. Jeg har ikke oplevet det som et problem tidligere, for vi kan godt lade være med at installere Aula på vores telefoner, men de her apps kan vi ikke slippe for. Det er et vilkår, som er kommet snigende, uden at vi har talt om det. Det er ellers en spændende diskussion, hvor meget en arbejdsgiver kan kræve, at man skal bruge sin egen telefon på jobbet”, siger Mia Bloch.