Stueren

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nogle ord kan få nyt liv på kort tid. Ordet stueren blev før i tiden fortrinsvis brugt om hundehvalpe, der jo skulle lære at besørge udendørs, før de kunne få lov at komme ind i stuen. I parentes bemærket nøjes de ikke længere med stuegulvet. Mange steder er der fri adgang til tæpper, møbler og senge. Ordbog over det danske Sprog skriver i en artikel fra 1944, at ordet ud over betydningen i forbindelse med hunde og katte kan bruges om en person, »som overholder de gængse regler for god tone, som er sømmelig i sin tale« - som med andre ord ikke fortæller uartige historier eller bruger sjofle ord. Stillede vi samme krav i dag, vil der kun være få stuerene, nemlig de personer, der ikke bruger ord som fuck, shit, skidesur, pissetravlt, røvsygt - og det er et klart mindretal. Der er sket en stilændring på området. Nu om dage laver små børn eksempelvis ikke pølser, de laver lort, i øvrigt fuldstændig som hunde og katte. I en overgangsperiode brugtes ordet skide. Måske er jeg sippet, men jeg synes ikke om denne stilistiske nedgearing.

Rigtig kendt blev ordet stueren i overført betydning, da Poul Nyrup, vistnok i 1999, brugte udtrykket om Dansk Folkeparti. Det er et bemærkelsesværdigt udtryk, fordi det bærer rundt på et aftryk af den mere konkrete betydning. Hunde- og kattepis lugter jo så dårligt, at man ikke kan være i en stue med den slags. Duftindtryk kan være stærke og bruges aggressivt, fra begge sider af det politiske spektrum. Ulla Dahlerup viste det, da hun i 2003 på Dansk Folkepartis årsmøde sagde: »Venstrefløjen og de kulturradikale har kuet meningsdannelsen i et halvt århun­drede. Det minder mig om lugten af råddent blomstervand«. Hun føjede til, at sproget af de samme kræfter var blevet gjort til en gammel, uvasket luder. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan sådan nogle lugter, men stuerene er de nok ikke.

Ordet stueren er siden brugt om alt fra videoer og kiropraktorer til Gadaffi og Jehovas Vidner. Og Danmarks statsminister glædede sig i 1990 over, at »profit« og »overskud« igen er stuerene udtryk. Nu kunne man igen italesætte disse ord, for nu at bruge et helt unødvendigt og ret nyt tilskud til vort hårdt prøvede danske sprog.

Professor Higgins