Snart skal kommende studerende tage stilling til deres nærmeste fremtid, og hvervekampagnerne for landets uddannelsesinstitutioner begynder at dukke op. Læreruddannelsen har helt sikkert brug for en seriøs markedsføringsstrategi, men hvis vi nogensinde skal gøre os håb om at gøre læreruddannelsen attraktiv, så må vi begynde med at tage et alvorligt livtag med kaldstanken. Og lad os begynde inden for egne rækker.

Folkeskolens hjemmeside - folkeskolen.dk - bragte for nyligt nyheden »Lærere skifter job midt i skoleåret« - ja, fy da for noget rod. Tænk, at lærerne er begyndt at løbe fra pladsen. Skolelederen på Østbirk Skole i Horsens påpeger i nyhedsartiklen det uheldige i, at sådanne skift kan medføre utrygge elever og forældre, særligt i afgangsklasserne, at projekter kan gå i vasken, og at det kan være vanskeligt at finde en god afløser for den lærer, der søger væk, fordi lærerne nu i modsætning til tidligere stiller krav til fag og elevernes alder. Ja, hvad ligner det? Det har ganske givet været en ordentlig omgang for den pågældende skoleleder at skulle ansætte seks nye lærere i løbet af et skoleår, og det skal retfærdigvis siges, at vi ikke kender de givne omstændigheder, men det er da påfaldende, at skolelederen har blik for alle andre end lærerne i den sammenhæng.

Værre endnu er det, at formanden for DLF's skole- og uddannelsespolitiske udvalg, Dorte Lange, supplerer med at konkludere, at »lærere har en ansvarlighed og vil helst blive ved de børn, de har ansvaret for. Så jeg tror, det ofte handler om, at de føler sig nødsaget til at skifte job«. Jeg var intet mindre end rystet. Hun er her med til at fastholde et uheldigt og forældet syn på lærere som overansvarlige, selvopofrende personer (læs: oftest kvinder), der drives af kaldstanken. Hvordan i alverden skal elever, forældre, medier og omverdenen nogensinde få øjnene op for den professionelle lærer, hvis det er det signal, vores fagforening sender? Lærere, der stiller krav til deres arbejdsbetingelser, er da ambitiøse mennesker, som tager sig selv og deres arbejde alvorligt. De ved, hvad de er bedst til, og hvis der ellers lyttes til deres ønsker, så de kan få lov at udfolde deres kompetencer, så kommer det ikke kun de pågældende lærere, men hele skolen som organisation til gode.

For nylig valgte jeg at skifte job efter otte år på den samme skole. Dér var jeg ellers utrolig glad for at være, havde fantastiske kollegaer og underviste i det, jeg gerne ville. Men otte år det samme sted er lang tid. Det er i hvert fald længe nok til, at man er begyndt at tage en masse for givet, og at man sidder fast i sine egne og kollegaers forventninger til én, som det kan være vanskeligt at bryde med. Jeg havde lyst til at prøve mig selv af i en ny sammenhæng, og selvom det er hårdt, er det også virkelig udviklende. Ikke kun for mig, men også for de nye kollegaer, jeg nu har fået, der tvinges til at overveje den skolekultur, som de for længst er begyndt at tage for givet, hver gang jeg stiller undrende og kritiske spørgsmål.

Af føromtalte netnyhed fremgik det, at Horsens Kommune har nedsat en arbejdsgruppe, som har til formål at finde veje til fastholdelse og rekruttering af lærere, og det synes jeg da er fint. Så længe arbejdsgruppen blot holder sig for øje, hvad skolechef Anne Marie Illum meget rigtigt påpeger: Lærerne har brug for at udvikle sig, og det er faktisk udtryk for en positiv tendens.

Conni Hesel Rickmann er lærer på Åby Skole i Århus