Professor Peter Kemp, Danmarks Pædagogiske Universitet, har lanceret et nyt pædagogisk ideal, som al dannelse og uddannelse bør sigte mod: Verdensborgeren. Idealet kan kun nås og efterleves, hvis udgangspunktet er et universelt fællesskab, der omfatter respekt for og anerkendelse af verdens forskellige nationer og kulturer. Et af de spørgsmål, som melder sig i denne sammenhæng, er imidlertid, om dette ideals realisering skaber problemer med børns og senere voksnes identitetsudvikling. Der kan således stilles det spørgsmål, om mennesker har mulighed for at identificere sig både nationalt, europæisk og globalt uden risiko for at ende i kaosoplevelser med identitetsforstyrrelser til følge (*).

Spørgsmålet melder sig, fordi de pædagogiske bestræbelser hidtil er gået i retning af at præge børn og unge med påvirkninger, der udelukkende fremmer den nationale identitet. Mange mennesker kan derfor nære bekymringer for, at nationalstaten Danmark og dens homogene kultur skal gå tabt, hvis børn og unge nu også skal tvinges til at identificere sig europæisk og globalt. Bekymringen går på, at landet derved bliver udsat for pres udefra, pres, som vel for cirka halvdelen af danskerne har adresse til medlemskabet af EU. Bekymringen går på, at i EU skal alle være ens, og at de enkelte lande derfor mister deres identitet, jo mere union vi får. Bekymringen kan også næres af, at det danske og alle andre sammenlignelige samfund er blevet udvidet fra først og fremmest at bestå af nærsamfundets familie-, traditions- og arbejdsrelationer til at bestå af et meget stort antal centre med påvirkningsmuligheder. Det danske samfund har med andre ord ikke mere en fælles eller overordnet synsvinkel på ret meget. Der er heller ikke længere som tidligere personer, som står i centrum, og som kunne være forbilleder for den opvoksende ungdom og dermed være med til at udvikle rammer, der kan styrke identitetsopbygningen. I almindelighed går man derfor ud fra, at mennesker kun kan identificere sig med værdierne i det land, som de er opvokset i. Emnet er så vidt vides ikke grundigt udforsket, men meget tyder på, at det er muligt at identificere sig til flere sider på en gang.

Europæisk identitet kan selvfølgelig ikke skabes ved at udstede dekreter, men kun ved at fokusere på de fælleselementer, der trods forskellighederne findes mellem de forskellige stater. Det har blandt andet noget at gøre med den velfærdspolitik og dermed de politiske værdier, der allerede eksisterer i EU, og som i stadig højere grad vil blive bannerført i de kommende år. Det har også, på godt og ondt, noget at gøre med den sproglige udvikling, som tegner sig i nyere tid, nemlig at engelsk ser ud til at blive verdenssproget. På tilsvarende måde vil der i kraft af unge menneskers selvfølgelige færden på hele jordkloden efterhånden udvikle sig en global identitet, hvor indflydelsen fra verdenssproget engelsk ligeledes virker som identitetsskabende faktor. Intet tyder på, at der skulle blive tale om identitetsforstyrrelser, selv om hjem, daginstitutioner og skole bestræber sig på aktivt at give børn og unge en tredobbelt identitet. Forudsætningen er imidlertid, at dansk identitet betragtes som det grundlag, hvorpå de andre former for identitet opbygges og udvikles.

(*) Ole Varming: »Om dansk, europæisk og global identitet«. Forlaget Kassander, Vejle, 2003.

Ole Varming er psykolog og opdragelsesforsker