RANDBEMÆRKNING

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Galimatias

Erhvervspsykologen Sebastian Nybo leder et rådgivningscenter, som bistår private og offentlige virksomheder med at løse interne konflikter. Det ville IBM, Realkredit Danmark, Roskilde Amts Sygehusvæsen og andre store virksomheder næppe betale ham for, hvis hans råd ikke var anvendelige.

At en af nationens største arbejdspladser, folkeskolen, endnu ikke har gjort brug af hans viden og erfaring, skyldes næppe, at den er en konfliktfri arbejdsplads. Derfor får han her lidt PR gratis.

I et interview med Politiken siger Nybo blandt andet: 'Hvor man i 1930'erne sloges med selvtilstrækkelige arbejdsgivere, der udnyttede de ansatte på det groveste, er det gennemgående problem i dag den manglende indsigt.'

Han peger på de 'hurtige ledere', som egenrådigt gennemfører forandringer i virksomheden i hæsblæsende fart. 'De tror, de kan gennemføre en fusion på tre måneder, og så er alt på plads . . . jeg plejer at regne i år, før en fusions virkninger har lagt sig. Medarbejderne skal kunne se værdien af de forandringer, der sker - ellers kommer udbyttet ikke.'

I de sidste 10-15 år har hurtige ledere uden bemærkelsesværdig indsigt i virksomheden bredt sig i Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og de kommunale skoleforvaltninger. Forandring er fulgt på forandring i indhold, organisering og arbejdstilrettelæggelse i et sådant tempo, at skolens folk sjældent har kunnet registrere det nyes værdi, før noget endnu nyere blev trumfet igennem.

Nybos kommentar til virksomheder, som har været under konstant forandring i årevis, er: Galimatias!

Charivari