Nyt syn på eleverne

Lærerne får tid til at iagttage deres elever

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som lærer vænner man sig let til at se på eleverne fra en bestemt synsvinkel. Derfor er det en lærerig oplevelse at se dem sammen med andre mennesker.

'Når der kommer en idrætsinstruktør og siger til os, at en af de lidt tungere elever er talentfuld, bliver vi mindet om, at der altså er noget godt i knægten', siger Lars Ebert, klasselærer for 6. klasse på Hyllinge Skole uden for Næstved.

Klassen er på en tre dage lang idrætslejrskole hos Menstrup-Spjellerup Idrætsforening. Det giver Lars Ebert og hans medklasselærer Kirsten Andersen tid til at iagttage eleverne, fordi foreningens instruktører tager sig af undervisningen.

'På en normal lejrskole er vi også to lærere af sted, men der er den ene af os hele tiden i gang med at sørge for noget praktisk. Her kan vi sidde og se, når en elev begynder at drille nogle af de andre, og vi kan snakke om, hvorfor han gør det, og hvordanvi kan forhindre det. Vi kan i det hele taget snakke om, hvordan vi oplever eleverne', siger Kirsten Andersen.

Lærerne får et godt indtryk af elevernes svage og stærke sider uden for klasseværelset, og det kan komme dem til gavn, når de til næste år skal have klassen med på lejrskole til Bornholm.

'Hvis vi beslutter os for en tur, hvor eleverne selv skal lave mad, er vi nødt til at øve os på retterne på forhånd. Ellers får vi vist ikke noget at spise', siger Lars Ebert.

De to lærere har også haft tid til at studere, hvordan instruktørerne ikke kun fokuserer på deres idræt. De lægger også vægt på det sociale element.

'En af håndboldinstruktørerne ridsede klart op, at når man begår en fejl på banen, så ved man det godt. Derfor har man ikke brug for, at resten af holdet står og rakker én ned. Når man er med på et hold, så støtter man hinanden', fortæller Lars Ebert.

Han og Kirsten Andersen underviser begge i idræt, og de har allerede talt med instruktørerne om, at de skal komme og præsentere deres aktiviteter i idrætstimerne. Men i virkeligheden bør man ikke stoppe her.

'Vi kunne sikkert også finde en kemiingeniør, som kunne fortælle lige så begejstret om de kemiske processer i en fysiktime', siger Kirsten Andersen.

stan