Bogens centrale pointe er, at vreden i stigende grad har tag i os, og at vi som samfundsborgere skal blive bedre til at håndtere vreden, hvilket kræver, at vi også bliver bedre til at forstå fænomenet - og årsagerne bag. Det er en kendsgerning, at vi har mange urolige elever i skolen, men er de alle uopdragne Damp-børn, eller har de en psykisk lidelse? Det er en illusion at tro, at pædagogiske problemer kun kan løses med mere pædagogik. Ofte handler det om andre problemer, hvor det er samtiden, der skal diagnosticeres og patologiseres. Måske er barnet eller kollegaen bare vred! Og Lars-Henrik Schmidt mener derfor, at det er en illusion at tro, at man altid kan tale andre til rette. Vreden handler om vore sociale forhold, og den bagvedliggende årsag til, at vreden vokser eksplosivt, er ikke, at den enkelte forarges og foruroliges over begivenheder, men at tilværelsen grundlæggende forandrer sig. Omgivelserne er blevet utrygge, og når den basale tryghed er borte, reagerer vi med vrede, hvilket er et nyt eksistensvilkår, som vi må lære at leve med.

Bogen indeholder en filosofisk analyse af vrede. Der er i samfundet en voksende vrede, der har taget til i trafikken, i skoleklassen, i litteraturen, i supermarkedskøen, i terroren - eller i verden som helhed. Begrebet vrede har før været tematiseret i filosofihistorien, men bogen leverer en helt ny definition af begrebet, som har at gøre med tidens komplekse problemstillinger. Det er svært at måle og veje vreden, og påstandene i bogen har derfor været vanskelige at dokumentere videnskabeligt; så bogens pointer er i stedet fremkommet ved hjælp af illustrative eksempler, sprogfilosofiske betragtninger og en god gang "mavefornemmelse". Men vi skal lære at styre vores vrede, for vrede avler mere vrede, og den har det med at "tage os", så vi mister besindelsen eller bliver ude af os selv.

Nu er petitesser ikke det, som jeg plejer at gå mest op i, især ikke når bogen er så grundig og velskrevet som denne; men som inkarneret Løgstrup-tilhænger bryder jeg mig ikke om, at en så klog mand som Lars-Henrik Schmidt skriver, at "Den etiske fordring" er fra 1964, når den udkom i 1956. Og herved blev min opmærksomhed atter skærpet, da der i bogen stod, at Løgstrup desværre fylder meget i dansk sammenhæng, suk! Er det nu mig, der bliver vred? Eller er jeg bare skuffet? Nej, det vælger jeg ikke at være, da jeg har lært gennem læsningen af nærværende bog, at man helst ikke må miste besindelsen, men blot konstatere, at ingen er fuldkommen. Jeg må trods dette lille problem sige, at jeg har haft nogle hyggelige stunder, mens jeg læste en meget interessant filosofisk diskurs om fænomenet vrede. Konkluderende påstås det, at det koleriske temperament erobrer terræn i disse år, og vores pædagogik med hele tiden at rose og hævde elevernes ret til succes avler måske netop dette temperament! Projekt selvværd i skolen kan have virket negativt, således at ingen kritik bider på, og såret stolthed bryder ud i vrede og raseri. Hvor er skammen og fællesskabet blevet af? spørges der retorisk.