Der er noget galt, når kolleger de kun

tæller år, og hvor spekulationen

kun handler om dette: Hvornår er det mon,

at jeg når frem til folkepensionen?

Ja, hvad kan betale sig? Og hver en dag

rummer tanken om at nå den alder,

hvor livet skal leves i ro og i mag,

og hvor tjen'stepensionen forfalder.

Om to eller tre eller fem år så går

de fra jobbet og alting ophøjes.

Her er altså noget, jeg ikke forstår

- er livet 'at lære at nøjes?'

Jeg får lyst at skrige: I har kun et liv

og I bruger det blot på at vente!

Og det gi'r mig selv dette chok-perspektiv,

som jeg dælme skal have in mente:

Den dag, hvor jeg selv tæller dagene til,

at pensionen den bliver mig givet,

så håber jeg inderligt, nogen de vil

gi' mig sparket og sige: 'Lev livet!'

Fru Fischer