'Stop den globale fejludvikling', skrev professor I. Meyer i Politiken forleden og hentydede til den globale markedskonkurrence, som Meyer ser som en eklatant fejludvikling, fordi folkestyret, ulandene og miljøet bliver de store tabere.

Pointen var, at vi ikke skal ligge under for en tro på, at den igangværende udvikling er en følge af naturlove, som det er umuligt at sætte sig op imod.

Det synspunkt tiltaler mig.

Overenskomst 99 er nemlig et spil om, i hvilken retning udviklingen skal gå. Er det arbejdsgivernes 'alles kamp mod alle'-ideologi eller vores hang til ligeværdigt samarbejde, der skal videreføres?

Mens angrebet på vores forberedelsestid er en åbenlyst uacceptabel spareforanstaltning, så er arbejdsgivernes tvangstanker om et nyt lønsystem af en helt anden skuffe. Det er en uhæmmet tro på konkurrence som incitament for at lave et ordentligt arbejde, tilføjet den slet skjulte dagsorden: mere arbejde for de samme penge.

Tankegangen er dybt præget af en naiv tillid til markedskræfterne, og i iveren for at 'være med' tilsidesættes formålet med det offentliges eksistens.

Samme forglemmelse gør sig gældende, når der udliciteres, sælges bygninger for efterfølgende at leje dem, laves kontraktstyringer og så videre.

Den offentlige sektor har grundlæggende de skattekroner, borgerne indbetaler, at råde over. At der skal være styr på udgifterne, siger sig selv.

Det vil der også være i et nyt lønsystem. For vi befinder os ikke på det frie marked.

Det, vi kan, er at løbe stærkere, fylde klasserne op til bristepunktet, undervise mere og forberede os mindre samt hver især håbe, at vi gør det lidt bedre end kollegaen, og at det på et tidspunkt vil fremgå af lønsedlen. At vi samtidig sætter vores arbejdsmiljø over styr, bekymrer ikke andre end os selv.

Administrationen af ny løn er pinagtigt tidskrævende (læs: dyr), en kendsgerning, som burde give anledning til eftertanke.

Men selvfølgelig behøver alt ikke blive ved det gamle.

Hvad med for eksempel at få hævet begyndelseslønnen, så det mærkes, for at tiltrække kvalificerede unge til uddannelsen.

Ret og pligt til efteruddannelse ville være et argument for bevarelse af de løbende anciennitetsstigninger.

Vi kunne argumentere for oprettelse af funktionslærerstillinger på et nærmere beskrevet antal funktioner, hvilket ville give arbejdsgiverne mulighed for at belønne særlige opgaver.

Vi kunne argumentere for afdelingsledere på skoler over en vis størrelse.

Med andre ord, der er nok af muligheder for at gøre løndannelsen i folkeskolen mere attraktiv for alle ansatte, samtidig med at vi imødegår arbejdsgivernes trang til at betale os for de kvalifikationer, vi er i besiddelse af.

Der er ingen grund til at acceptere menneskeskabte fejludviklinger. I kraft af vores erfaringer ved vi jo udmærket, hvor vigtigt det er at stoppe den slags i tide.

Lotte Lange

formand

for Greve Lærerforening

og medlem af hovedstyrelsen