Solen gemmer sig bag tågebankerne. En flok 13-16-årige fodboldspillere er på vej fra Esbjerg forenede Boldklubbers klubhus og ud på træningsbanen. Klokken er otte, og fodboldstøvlerne trækker spor i det dugvåde græs.

De spiller bolden til hinanden, mens de bevæger sig og skifter plads. »Kun to boldberøringer. Få nu lidt gang i kroppen«, råber træneren. Bortset fra lyden af fodboldstøvler, der rammer bolden, er der helt stille på banen.

16-årige Kian Hansen spiller som nummer otte. Det er tredje sæson, han spiller fodbold, men det er første sæson, han ikke behøver bruge evigheder på transport til og fra træning. Indtil dette skoleårs begyndelse har Kian boet og gået i skole i den midtjyske by Grindsted. Det betød, at han fire gange om ugen måtte tage bussen til Esbjerg efter skole for at træne fodbold. Det overlod ikke meget tid til lektierne.

Nu er han begyndt i 10.e på Vestervangskolen i Esbjerg, hvor han sammen med alle klassekammeraterne dyrker idræt på eliteplan.

»Det bedste er, at du går i klasse med nogle, der går lige så meget op i deres sport som dig selv«, siger Kian uden tøven. Hans tidligere klassekammerater havde svært ved at forstå, hvordan han kunne dyrke så meget sport, at han eksempelvis valgte festerne fra.

»Det behøver jeg ikke forklare dem, jeg går i klasse med nu, for de kender det jo selv«.

Selvom Kian træner mere nu, end da han begyndte i idrætsklassen, har han mere tid tilovers nu. Han er flyttet ind på 4. Maj Kollegiet i Esbjerg, så han kun har fem minutters gang til træningsbanen. Og han kan nå lektierne, inden han tager til træning om efter­middagen.

Den enkelte spiller er i centrum

Ved at gå i en eliteidrætsklasse får Kian en bedre individuel træning, fordi han sammen med trænerne udarbejder en uddannelsesplan og sætter nogle udviklingsmål. Et mål kan eksempelvis være, at otte ud af ti scoringsforsøg skal gå ind. Udviklingsmålene skal jævnligt tages op og diskuteres, og det skal hjælpe spillerne til at blive bevidste om egne evner. På den måde lærer de at fokusere, de vænner sig til at være på, når de er på, og i sidste ende er træningen med til at demonstrere, hvordan et liv som professionel fodboldspiller ser ud.

»Udgangspunktet er altid spilleren«, siger Karsten Sejerup, som er den ene af to fodboldtrænere til morgenens individuelle tekniske og taktiske træning.

I en kort pause fortæller han, hvor vigtigt det er at melde ud, hvis man har en skade. »Vi kan ikke vide, hvordan jeres kroppe har det, og man er ikke nogen pylrerøv, hvis man siger, at man har ondt«, siger Karsten Sejerup. At være bevidst om sin krop er en vigtig del af at være professionel fodboldspiller.

»Hør lyden på bolden. Jeg angriber den. Dér, dér, dér, dér«, viser Karsten Sejerup, og lyden fortsætter. Korte, hurtige smæld. Drengene siger ikke meget, men de koncentrerede blikke vidner om, at de hører efter, hvad der bliver sagt.

Tyve minutter over ni er træningen slut, og det er tid til et mellemmåltid, inden drengene skal i skole.

Og så bryder solen gennem tågen.

lkp@dlf.org