Anmeldelse

Syng og spil 3

- med noder

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som musiklærer har jeg ofte deltaget i diskussioner om, hvorvidt nodelæren overhovedet er relevant i undervisningen, og hvordan den skal vægtes. Problemet har meget firkantet kunnet skitseres således: Selv om det egentlig ikke er så svært at bibringe eleverne kendskab til nodernes navne og til deres placering i nodesystemet, er det ofte svært at gøre denne viden funktionel. Det er svært at få eleverne til at bruge denne viden. I klassesammenspillet bliver det ofte et spørgsmål om at spille de rigtige toner og akkorder blot ved hjælp af bogstavnavnene. Er det så særligt relevant at bruge tid på at arbejde med nodebillederne?

Til denne problematik og det rejste spørgsmål opstiller forfatteren et meget brugbart og kvalificeret forsøg på svar.

Han fokuserer på at lege de nodemæssige færdigheder ind via meget enkle satser.

Bogen er delt i to dele: I første del findes en gennemgang af elementære og nødvendige begreber som noder, rytmer, akkorder og skalaer. Materialet er progressivt opstillet og umiddelbart nemt at gå til. På bagsiden skriver forfatteren dog, at der kan vælges mellem sangene efter klassetrinnet, men det er vel ikke muligt uden netop at miste progressionen!

Forfatterens tanke er, at en del af indlæringen kan foregå hjemme: Eleven låner bogen med hjem og forøger dermed mulighederne for at være parat, når klassen spiller.

Anden halvdel består af noder til - og arrangementer af - ti gode, iørefaldende sange (indspillet på cd).

Et godt gennemarbejdet materiale, der fortjener flere eksemplarer i musiklokalet, således at intentionen om hjemmearbejde kan gennemføres.