Biskop Jan Lindhardt argumenterer med denne bog for, at forholdet mellem stat og kirke ikke skal ændres. Staten skal fortsat træffe beslutninger for kirken, og kirken skal fortsat være samfundets hovedleverandør af etiske normer.

Lindhardt viser, hvordan forholdet mellem stat og kirke blev bygget op, og konkluderer, at den moderne velfærdsstat er et produkt af, at stat og kirke udgør en enhed. En enhed, hvor staten varetager en række oprindeligt kirkelige opgaver og derfor kan betegnes som en kirkestat. Det betyder også, at staten i sit virke hviler på og videreformidler kirkelige værdier.

Samtidig med etableringen af kirkestaten udvikledes en stærk individualisme, som er en konsekvens af renæssancen og oplysningstidens tænkning. En individualisme, som rummer dette, at vort liv er en privat sag, og at vort private liv er vort sande liv.

Lindhardt drøfter, om dagens kirkepolitik skal tage udgangspunkt i, at stat og kirke er tæt sammenknyttede og fortsat skal være det, eller om kirken skal betragtes som en privat institution, der ikke kommer staten ved.

Lindhardt tror på, at stat og kirke fortsat skal være tæt sammenknyttede. De økonomiske bånd er nemlig til statens fordel, og de åndelige bånd indeholder blandt andet, at staten for eksempel med lukkeloven både støtter kirken og sikrer folket en skillelinje mellem arbejde og kirke. Lindhardt peger også på, at der er en række mere eller mindre ubevidste kulturelle sammenhænge, som binder stat og kirke sammen, og at staten ikke kan fungere uden et tilhørsforhold til en religiøs ramme.

Det lyder alt sammen vældig godt, Lindhardt er en dygtig skribent og taler, men jeg savner andet og mere end blot antydninger. Det har givet at gøre med, at Lindhardt ikke grundigt nok forholder sig til dagens moderne samfund med for eksempel kulturel frisættelse i kraft af sekulariseringen, pluralitet kulturelt og religiøst og personlig og religiøs autonomi, hvor hin enkelte selv afgør sin egen tilværelsesforståelse.

Lindhardts bog virker sært altmodisch. Jeg får ikke at vide, hvad kirken vil og kan tilbyde mig, men jeg får at vide, at den har en betydning, som enten er ubevidst for mig, eller som jeg bare ikke kan indse.

Så sorry, Lindhardt, det blev ikke bogen, der gav mig argumenterne for at fastholde folkekirkens særstatus.

Bogen er ikke henvendt til eller relevant for skolens elever. Men den er interessant i kulturdebatten, hvor alt er til diskussion.